Hvis nogen har spottet Rolf Sørensen eller Frank Høj cykle rundt med en tændt fakkel og et lille udvalgt hold under det nyligt afsluttede OL, så har man oplevet en central del af aktiveringen af Deloittes danske olympiske sponsorat.

Konsulent- og revisionsgiganten har under OL været olympisk partner med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark – i lighed med bl.a. Arla, Dansk Supermarked, Dong, Bestseller, Nordea og Tryg – og det har givet rigtig god mening, fortæller Jonas Juul Mortensen, marketingchef i Deloitte:

– Vi mener, at Deloitte, OL og de danske atleter passer som fod i hose. Begge dele handler om optimerede indsatser, om at gøre en forskel og om at give andre redskaberne til at præstere. Det er det, vi gør dagligt, når vi rådgiver en lastvognsforhandler, frisøren eller de store, globale giganter. Vi arbejder med mennesker, der har ambitioner og brænder for at udleve deres potentiale. Så vi gik ind i sponsoratet både for at hjælpe Danmark til et flot OL, og for at have en god platform at demonstrere vores værdier fra.

Fest i ni danske byer

I samarbejde med reklamebureauet Beginr har Deloitte i løbet af OL-perioden aktiveret sponsoratet i form af et rullende fakkelløb, hvor Deloitte har holdt en fakkel tændt over 1.000 km dansk landevej.

Faklen er blevet ført gennem landet af de tidligere cykelstjerner Rolf Sørensen og Frank Høj, der har tilbagelagt de mange kilometer i selskab med Deloittes kunder og samarbejdspartnere.

Flammen er under OL ankommet til ni danske byer, hvor den hvert sted har sat gang i en stor, olympisk fest – i samarbejde med eventbureauet Kiwibirds – med hundredvis af lokale deltagere, der har kunne møde Eskild Ebbesen, cykelheltene og ikke mindst hinanden.

– Vi ville gerne bruge sponsoratet til at hylde det både det fællesskab, man finder i forbindelse med et OL, men også de lokale fællesskaber rundt om i landet. Vores eventrække ”Deloittes Olympiske Sommer” har med stor succes skabt en anledning til at alle medarbejdere, kunder, potentielle kunder og samarbejdspartnere har kunne mødes og mærke fællesskabet under mere uformelle former, siger Sandra Bahn, der er leder af Reputation & Relations i Deloitte.

Gør mere – sig mindre

Reklamebureauet Beginr har – rundt om det cyklende fakkelløb og de tilhørende fester – hjulpet Deloitte med at udvikle det grundlæggende koncept samt en kampagne bestående af bl.a. et kampagne-website og daglige etapefilm fra cykelruten, der har kørt live i Deloittes receptioner i hele landet.

Og også hos bureauet er der glæde over aktiveringen og den tilhørende kampagne, fortæller managing director Peter Stampe:

– Vi tror på, at brands skal gøre mere og sige mindre. Så vi forsøger altid at bygge vores indsats op omkring noget meningsfuldt, brands kan gøre. Det digitale serverer ofte en del af de muligheder, men den måde vi sammen med Deloitte har brugt sponsoratet til at binde indhold, kundetid og brandet sammen, er vi meget glade og stolte over, siger han.

Niels Alberg, concept director hos Beginr, tilføjer:

– Deloitte er et brand baseret på ekstrem faglighed og komplekse specialist-kompetencer. Men man konstaterer lynhurtigt, at ydmygheden er lige så centralt til stede. Respekten for kunderne og de lokale samfund er enorm, og det har vi gjort en stor dyd ud af at vise med Tænder Fællesskabet, der er platformen for hele aktiveringen.

På spørgsmålet om, hvad virksomheden har fået ud af aktiviteten, siger marketingchef Jonas Juul Mortensen:

– For virksomheder i vores kategori er det altid en udfordring at knytte wow-effekt til brandet. Men det lykkedes i stor stil med Deloittes Olympiske Sommer. Vi har desuden fået enorm intern værdi ud af aktiveringen – både fordi fakkelløbets rute naturligt bandt alle kontorer til eventen, men også fordi vi med sponsoratet tydeligt kunne vise alle ansatte, hvad vi faktisk står for. Og så gav hele afviklingen naturligvis en masse interessante samtaler med vores kunder, da rammerne fungerede perfekt for dialoger, der rager lidt op over det daglige samarbejde.

Se konceptfilmen med Rolf Sørensen her.