Panelet i Markedsførings Karakterbog, der produceres af AC Nielsen AIM, delte sig op i tre lejre, da der kom Antonius på bordet. Eller rettere en reklamefilm for Antonius på bordet.
Det gælder den film, hvor en lille pige spærrer vejen for en ældre dame ved at charmere hende – indtil hendes mor når frem og får taget den sidste pakke Antonius svinekoteletter. Filmen har været vist i to versioner. I den ene har den ældre dame taget koteletterne op i sin kurv, hvorefter moren tager pakken der fra og da de går videre, rækker pigen tunge af den ældre dame. Steff Houlberg fik nogle klager over denne film, og siden har der så kørt en anden variant, hvor moren tager den sidste pakke koteletter op af køledisken, og hvor pigen ikke rækker tunge.
Det delte panel havde hæftet sig ved hver sin af de to rettede passager.
Lisbeth Radant: – Det undrer mig, for jeg har selv tre piger. Men tungerækkeriet provokerede mig, og derfor bemærkede jeg, at den blev lavet om. Jeg tror, det bl.a. skyldes, at pigen ikke er særlig charmerende. Jeg synes, hun mangler glimtet i øjnene i situationen. Men måske er det bare mig, der er sippet.
Anders Høiris: – Jeg synes, det er fint at se en film, hvor børn kan være politisk ukorrekte.
Anouska Sinding: – At hun rækker tunge kan ikke provokere mig. Det er måske ikke nødvendigt, men rent filmisk er det et godt trick og en god afslutning. Til gengæld mener jeg, at det er forkert at stjæle ting op af kurven.
Anders Høiris: – Det er jeg enig i. Det er en sød historie, men det er trist at lade en stjæle ting op af en andens kurv.
Filmen opnår en score omkring det gennemsnitlige, og den skiller sig ikke rigtig markant ud på nogen demografiske kriterier. Der er visse udsving, men ingen af dem er markante – måske lige bortset fra, at den ældste del af befolkningen har det svært med at huske filmen og brandingen. Men det er der sådan set ikke noget usædvanligt i.
Ud over de 19 pct., der kan identificere Antonius som det mærke, der reklameres for, kan andre 19 pct. svare svinekød.
Anouska Sinding: – Jeg synes, det er meget godt set, at lave en kampagne for svinekød med den drejning i stedet for en mere klassisk mad-film. Grisekød har lav status, men det er en fin måde at promovere det på.
Anders Høiris: – Jeg tror dog ikke, at svinekød er kommet så langt, at man kan tillade sig den slags branding.
Anouska Sinding: – Med alle de kødskandaler er grisekød efterhånden det eneste, der er tilbage at spise, og der er jo rift om det. Der er kun en pakke tilbage i køledisken.
Anders Høiris: – Jeg tænker ikke på grisekød bredt. Jeg tænker på Antonius. De får ikke differentieret Antonius stærkt nok i forhold til andet grisekød. Det er at gå et skridt for langt i forhold til, hvor jeg tror, at Antonius befinder sig.
Lisbeth Radant: – Jeg har ikke kendskab til, om Antonius er så meget bedre, og jeg mangler at få at vide, hvorfor det er det. Filmen bliver for generisk. Jeg kan desuden undre mig over, at filmen ikke scorer bedre hos de ældre, som jeg vil tro er dem, der har det bedste kendskab til svinekød og forskellene mellem mærkerne.
Sune Bang udgjorde den tredje lejr.
– Jeg synes, det er en god film, og den er dejligt forfriskende i forhold til et sådant kategori-produkt. Hverken tungerækkeriet eller det at stjæle op af kurven giver mig problemer. Det kaldes at dramatisere, og med de ændringer, der er sket, så mister filmen 25 pct. kant, og det er sørgeligt for et produkt, der ikke har store chancer for at larme.