Da Markedsførings udgivelsesdato falder sammen med valget til Europaunionens Parlament, er det nærliggende at slå de to begivenheder sammen. Hvordan er valgkampen gået indtil nu? Gab! Talrige offentlige møder har måttet aflyses, fordi vælgerne blev væk. Årsagen var ikke, at de i stedet foretrak at følge det demokratiske drama på DRTV1, for rating viser, at der zappes væk, når Euro-pædagogerne begynder belæringerne. 200.000 seere er nogenlunde det maximale til disse præsentationsprogrammer. Man kan ikke udelukke, at valgdeltagelsen når euro-bunden, for der er simpelthen ikke interesse i befolkningen for de personer og problemer, som gøres til genstand for en lettere anstrengt og abstrakt debat.
Disse linier er skrevet en halv snes dage for publiceringen, og der kan derfor senere være indtruffet særlige begivenheder, som maner til fælles alvor og fremkalder en gunstig national bærebølge, der sikrer sejren. Store statsmænd mestrer kunsten. De mindre kan af og til være heldige, så det ligner og fremkalder samme effekt.
Erfaringsmæssigt gemmer partierne noget annonce-krudt til finalen. Indtil nu er der ingen oplagte prisvindere i kategorien “EU-propaganda“. Kandidaterne har ikke forstået at differentiere sig, bortset fra den konservative Frode Jelling Kristoffersen og hans bandereklame i dagblade med parolen “Nu skal hashpiben have en anden lyd“. Jamen, egentlig trænger de vel mest af alt til en fredspibe i hans plagede parti, som risikerer at miste to af tre mandater og dermed rammes af en yderligere svækkelse i det hjemlige sogneråd.
Hvorfor frister folkestyret så trange kår, blot fem dage efter 150 års jubilæet for den første grundlov? Medmindre netop denne celebrering, som i forvejen kun har begrænset publikum, udviklede sig til noget særligt, der kan overføres til Europaunionsparlamentsvalget, så vil et overvældende antal danskere undlade at møde op i valglokalerne. Der er en afgrund mellem Europaunionsparlamentarikerpædagogerne og danskerne, som anser unionen for et nødvendigt og uomgængeligt onde, man i øvrigt hverken kan stole på eller ændre, og som mest går ud på at svindle med rejseafregningerne. I øvrigt står der ikke en kæft om Europaunionen i Danmarks Riges Grundlov. Uholdbart.
Gad vidst, om Grundloven ved en kommende reform vil blive it-opdateret. I 1953 var der ikke mange, der havde en klar fornemmelse af “elektronhjernens“ perspektiver. Elektronisk stemmeafgivning over internettet fra år 2002 er en oplagt mulighed for hyppigere folkeafstemninger om vigtige lovforslag. For tiden er Kirkeministeriet ved at spendere 136.000.000 kr. på at elektronificere kirkebøgerne. De fine gamle protokoller i pergamentsbind, hvor kolonnerne er udfyldt med ziirlig hånd og blåt blæk, skal afløses af sjælløse databaser. Men hvorfor skal præster føre personregister? Det har vi kommunen til, så kan kirken passe sin medlemsliste på linie med alle andre foreninger. Mange noble tilhængere af denne elektronificering vil vende sig med afsky mod tanken om www.demokrati.dk..
Vorherrebevares, hvor populistisk! Tænk, hvis pøblen fik lejlighed til i tide og utide at skaffe sig medbestemmelse. Hverken nationalt eller lokalt kan det accepteres, at befolkningen har mulighed for at stoppe det arbejde, som politikere og embedsmænd har strikket sammen. Glem det, og glem stemmeafgivning via internettet. Det giver mulighed for misbrug, og desuden er det i strid med dansk demokratisk tradition, hvor man mødes på Demokratiets Festdag i gensidig respekt for fædreland og folketing.
Når den 10. juni-hurdlen er overvundet, skal en række ministre overvinde sig selv og forvandle deres forvanskninger og fortielser til en begejstret hyldest til Det Nye Europa, hvor vi som en del af een stor Union begiver os ind på det nye årtusindes arena i kamp for demokrati, menneskerettigheder, velfærd til alle og frihed i tykke bundter fra Kap Det Gode Håb til Godthåb (Nuuk). Danmark skal nu vedstå sit europæiske ansvar og bestræbe sig på at være et foregangsland eller rettere en foregangsregion, så nu skal vi sige JA til militær og mønter og i det hele taget være lidt positive.
Men vi skal lige have den 10. juni overstået.