”Men Clara! Hvorfor rødmer du ved Berlings avis? Den er jo dog ellers så anstændig”, sang man i 1849. Teksten var skrevet af J. L. Heiberg, og årsagen til Claras bluelse var, at hendes trolovede løjtnant var blevet forfremmet til kaptajn under krigen i hertugdømmerne. I dag kan alt tilsyneladende passere i den 254 år gamle sprøjte, thi det er vigtigere at vinde ti unge sjæle end at forarge hundrede trekvartgamle abonniner i Hellerup, Holte og Hvidøre, som alligevel vil optræde for sidste gang i kammerherrens avertissementstidende i form af en tospaltet dødsannonce.
Herfra skal ingenlunde lyde fordømmelse over, at det såkaldte frisind har holdt sit indtog i det bladhus, hvor man for blot to årtier siden nidkært retoucherede illustrationerne i vovede biografannoncer, men derfor kan man jo godt gøre sig sine tanker om, hvordan generalkonsulinden, grossererenken og kontorchefens hustru reagerer på de frivoliteter, der i vore dage får lov at passere. Clara vil le knap nok have reageret, for hun kendte slet ikke de fagudtryk, der indgår i den sårede gigants nutidige glossarium.
Forgangne søndag var en hel side i det særlig ungdomsappellerede farvetillæg M/S helliget en nyhed, der må siges at have professionel interesse. En driftig forretningsmand ved navn Wilhelm Blatz har fået den idé at trykke reklamer på toiletpapir. Illustrationen viser et salgsbudskab for en Anhängerkupplung ( HYPERLINK “http://www.kupplung.de” www.kupplung.de ), altså det, der på moderne dansk kaldes en jydekrog. De trængende kan vælge mellem at lære adressen udenad eller stoppe et stykke papir i lommen. Herr Blatz’ firma Papier-Service GmbH leverer gratis lokumspapir til 12.000 biografer, benzintanke og burgerbarer. Vi får se, om dette nye medium kæmper sig vej til Lorteland, som afdøde Buster Larsen kaldte kongeriget i et satireprogram.
I forvejen er der herhjemme gjort flere tilløb til at komme tættere på afløbene. Cafétoiletdøre betragtes allerede som en attraktiv placering af plakater ud fra en forestilling om, at målgruppens medlemmer sidder i det lukkede rum og filosoferer. Da outdoor-firmaet Clear Channel for nylig gennemførte en omdiskuteret kampagne, hvor et fiktivt reklamebureau spillede hovedrollen, bestod en del af offensiven i at sende cykelbude ind på de virkelige bureauer. Under påskud af at være værdigt trængende skaffede agenterne sig adgang til personaletoiletterne og plastrede dem til med plakater.
Bleer med letfattelige logoer kan blive ungernes første møde med det virkelige liv. Et gult M vil i en tidlig alder udbrede kendskabet til McDonald’s, som i forvejen satser på at lade de små komme til sig. Den organiske sammenhæng mellem burgere og bæ (som man gerne må skrive i Berlingske i vore dage) vil på denne måde blive åbenbaret for de små uskyldige, der plager for at komme på plasticrestaurant. Sponserede barnevogne med streamers vil inden længe præge gadebilledet, og pressen har omtalt reklamefinansierede bryllupper og snerpede præsters forsøg på at hindre bannerbrudepar i at slå plat på det hellige ægteskabsløfte. Kun fantasien sætter grænser, som fantasiløse tekstforfattere plejer at skrive, når de ikke kan finde på andet.
Således er både det offentlige og de lukkede rum ved at blive erobret af kommerciel kommunikation, og der vil fra Puritansk Landsforbund blive stillet krav om reklamefri zoner – for børnene og de ubefæstede sjæles skyld. Den seneste tids omtale af folkekirkens økonomiske jammerdal kan imidlertid medføre, at det kan blive nødvendigt at åbne kirkedøren på klem for indstik i salmebøger, storskærm bag alteret og en uskyldig cola-automat i våbenhuset. Alt til Herrens ære! Her har den romersk-katolske kirke et forspring med en århundrede gammel tradition for salg af vokslys og afladsbreve.

Politiets patruljekøretøjer omtales i forvejen som ”reklamevogne”, så man kunne gå et skridt videre og udleje bagsmækken til merkantile formål, naturligvis indenfor sømmelighedens rammer, så budskabet ikke krænker respekten for det uniformerede korps, hvor antallet af betjent e stiger proportionalt med mængden af sager, der som i Frederikssund politikreds havner i skraldespanden, fordi det åbenbart er en utænkelig tanke for offentligt ansatte jurister at stramme ballerne og rubbe neglene, sådan som vi andre må gøre det, når arbejdet hober sig op.
Vi har nu over 10.000 politibetjente til at passe på os, og de har opsparet så mange overtimer, at man gør sig til grin ved at anmelde indbrud og andre såkaldt banale forbrydelser. Det er faktisk ikke særlig god reklame for korpset – det ville det derimod være, hvis deres organisationsformænd erklærede, at de for samfundets skyld var parat til at slå en streg over den opsparede pukkel.