Payload tilbyder nu alt det kendte musik fra Danmark og udlandet gennem musikdatabasen Phonofile, men også flere tusinde nye sange med ukendte danske bands. Og ikke mindst helt unikke og eksklusive sange med for eksempel Nephew og Poul Krebs.
Det succesfulde rockorkester Nephew bruger Payload til at lægge en livesang ud til salg efter hver koncert, som de spiller på danske spillesteder i oktober.
– Det er fedt for os at give noget ekstra til vores fans, hvor vi udsender et nummer fra aftenens koncert på Payload. På den måde kan publikum få et unikt minde med hjem fra netop den koncert, de har været til, siger Kristian Riis, guitarist i Nephew.
Payload bringer desuden hitlister, konkurrencer og musiknyheder leveret af musikbladet Gaffa.