Er strukturen i dansk kommerciel filmproduktion en undtagelse i Europa? Eller har vores foretrukne form, nemlig inhouse-produktion i reklamebureauer, lighedstræk i andre europæiske lande?

– Den danske syge findes ikke i andre lande, fastslår Francois Chilot, præsidenten for de europæiske kommercielle filmproducenter organiseret i CFP (Commercial Film Producers Europe), der har medlemmer i 17 europæiske lande. ”I det mindste ikke i samme omfang, som vi ser på det danske marked.”

Hvordan ser situationen ud?

– Der er langt mere konkurrence i Europa, end man har i Danmark. På ingen markeder, der har en bare nogenlunde størrelse, har man en situation, hvor et godt stykke over halvdelen af reklamefilmene produceres af bureauernes inhouse-afdelinger.”

Francois Chilot vil ikke drøfte konkrete markedsandele. Derfor vil han ikke forholde sig til, om inhouse-produktionen af reklamefilm i Danmark udgør 60%, 70% eller sågar 80%, som nogle hævder. Producentforeningen i Danmark vurderer tallet til at ligge på mindst 70%.

– Det præcise tal er jo ligegyldigt. Hovedsagen er, at i langt de fleste lande er andelen klart under 10%. I lande som Frankrig, Tyskland, Spanien, UK, Østrig, Norge, Sverige og Finland er tallet ubetydeligt. Men også dét er i virkeligheden ligegyldigt. Det principielle har langt større interesse, fortsætter han samtidig med, at han slår fast, at “de store, betydende og prisvindende produktioner skabes af uafhængige selskaber”.

Hvad er det principielle?

– At monopol-agtige tilstande forhindrer kreativitet og udløser en for høj pris. Og det er i virkeligheden kernen. Ikke om vi kan lide, at bureauerne også tjener penge på film. Selve strukturen bag tilblivelsen af reklamefilm, nemlig at et reklamebureau og ikke annoncøren afgør valget af filmen, giver et ringere resultat – alt andet lige.

Hvorfor er du så sikker på det?

– Af flere grunde. Den første er indlysende. Konkurrence er sundt. Konkurrence dækker over en proces, hvor en annoncør har en udfordring, og 3-4 filmproducenter byder ind med løsninger. Flere forslag er bedre end færre forslag.

– Den anden grund ligger i forlængelse af den første: Når annoncører vælger bureauer, beder de om bud på løsninger i en pitch. Bedste forslag vinder – set fra annoncørens side. Hvis det er en god model til bureau-valget, hvorfor er det så ikke en god model, når vi taler om valg af produktionsbureau?

Francois Chilot har en tredje pointe:

– I virkeligheden bør vi også tage hensyn til, hvordan vi udvikler branchens kreativitet. Sker det typisk i bureauer med inhouse-produktion? Eller i de selvstændige produktionsselskaber? Min påstand er, at det sker i dialogen mellem producer og instruktør, der sammen ser på en virksomheds kommercielle udfordring. Er der 3-4 par øjne og hjerner, tænker de tilsammen mere kreativt, end et bureau, der kun sparrer med egne ansatte.

Behøver det altid at være sandt?

– Ja. Når kreative mennesker konkurrerer, investerer de blod, sved og timer i det rigtige svar på kundens udfordring. Hvis vi ikke tror på, at folk, der vitterlig investerer i filmløsninger, bidrager til kreativitet, hvorfor tror vi så på det, når reklamebureauer gør det i en almindelig pitch?

– Og mit sidste argument er dette: Tjek vinderne af løverne i Cannes. Er det bureau-produktioner eller selvstændige produktioner, der vinder? Jeg tør ikke sige 99% – for der er altid undtagelser – men så lad mig påstå, at over 90% af Cannes Lions-vinderne i filmkategorien skabes af selvstændige producenter. Det burde overbevise de sidste skeptikere.

Du er godt træt af reklamebureauer?

– Det er jeg i hvert fald ikke. De er knalddygtige til deres metier, ganske som filmproducenterne er knalddygtige til deres. Det er i konkurrencen mellem dygtige bureauer og producenter, at magien skærpes. Jeg beder bare om, at vi anlægger samme logiske kriterier for film, som vi anlægger på en bureau-pitch. Konkurrence er og bliver en fordel for annoncørerne, slutter Francois Chilot og afleverer denne eftertanke. “Og så har vi slet ikke berørt prisen. Tror du, at annoncørerne får en bedre pris, hvis de kun spørger om en løsning fra et reklamebureau? Nej vel. Både når vi snakker pris og kvalitet er det en fordel for virksomheder at sende filmproduktion i udbud.”