2010 var et rigtigt godt år for DialoguePeople/NetPeople. I forhold til 2009 forventes et regnskab, der mere end fordobles på både bruttoavance og resultat. Virksomheden havde til sammenligning i 2009 et resultat på lidt over 2 mio. før skat. Men hvorfor succes i et marked, der endnu ikke voksede?
− Det passer ikke helt, at markedet ikke voksede, men det voksede inden for specielle discipliner og med udgangspunkt i nye behov fra kunderne. Og vi vækstede i 2010 − og vækster fornuftigt fremadrettet i det tempo, vi selv ønsker − fordi vi ramte og forhåbentlig rammer disse behov, siger Morten Hershøj, adm. direktør hos DialoguePeople/NetPeople.
Hvor ligger efterspørgslen?
− Vi kan mærke, at kunderne i langt højere grad efterspørger integrerede løsninger på tværs af medier og platforme – og her har vi som den digitale arm formået at skabe det rette set-up i samarbejde med Partners og de andre selskaber i PeopleGroup. Samtidig har vi en række meget fokuserede dialog, social- og webkunder, der synes vores integration af de kompetenceområder, er den helt rette formel for at kunne lykkes.
− Så vil der altid være en tredje gruppe af kunder, der gerne vil gå specialistvejen og have forskellige bureauer til alle discipliner og platforme – det er helt fint med os, men det er nok ikke herfra, vi kommer til at mærke den fremtidige efterspørgsel. 
Prøv at uddybe den fremtidige efterspørgsel? Alle siger vel integreret kommunikation?
− Vi skelner mellem 360 graders og integrerede løsninger. Alle store reklamebureauer kan i dag levere 360 graders løsninger selv − eller via hjælp fra samarbejdspartnere. Men kigger du på udlandet, er jeg slet ikke i tvivl om, at fremtidens reklamebureauvindere skal findes der, hvor der leveres kommunikation uafhængigt af disciplin, platform og i et  stærkt fælles mix af kompetencer. Det kræver en endnu større ligevægt og respekt imellem kompetencer og discipliner – så det overvåger vi løbende, fortsætter Hershøj. 
Skal du i byen og hyre folk i bundter?
− Nej. Dybest set kunne vi ansætte en masse udviklere og vækste endnu mere, men vi har ret bevidst valgt, at minimum 80 pct. af vores folk skal være enten kontaktfolk eller kreative. På den måde holder vi fast i, at den stærke kreative løsning tager udgangspunkt i den bedste forretningsindsigt – og det er omdrejningspunktet for alt vores arbejde – og fremtidige ansættelser.
− Derfor lader vi specialister eller kunden selv færdigproducere alt fra video til apps. Det kunne ganske givet være en god forretning, hvis vi selv insourcede alle kompetencer, men så er der risiko for, at løsningerne tager udgangspunkt i ens produktionskompetencer – og ikke i markedets behov. Og med den fart markedet ændrer sig i, så er vi ikke i tvivl om vi har valgt den rette formel, slutter Morten Hershøj.

DialoguePeople/NetPeople arbejder i dag for bl.a. TDC, Nykredit, Movia og Scandlines. Og bureauet voksede fra 9 til 15 medarbejdere hen over 2010.

Læs mere i Markedsføring 3-2011, der udkommer i uge 10.