KLUMME: Der er to fotografier, som jeg sætter særlig pris på. De er taget ved de sidste paveindsættelser: i 2005 og i 2013. Og de viser en både skræmmende og fascinerende udvikling, som har fundet sted i dette tidsrum.

For hvor menneskehavet er helt mørkt på det tidlige billede, så lyser menneskemængden op på fotografiet fra 2013. Og lyset kommer fra alle de små skærme, som holdes op i luften for at forevige øjeblikket.

Vi er nemlig – stort set alle sammen – blevet udstyret med en digital schweizerkniv og en infrastruktur, der gør os i stand til at give os til kende ved at fotografere, filme, kommentere, anmelde, diskutere og publicere 24 timer i døgnet, uanset hvor vi befinder os. Vi er kort sagt alle sammen blevet til omvandrende medier med meninger, holdninger, publikum og profil.

Nogle meningsdannere står naturligt skarpere end andre, og vi har stadig ikke fundet de helt rette konventioner alle steder for, hvordan en ordentlig saglig dialog skal foregå, på en måde, så det er bolden, og ikke spilleren, der er i fokus. Men vi øver os. Rigtig meget endda.

I løbet af ét sekund på internettet bliver der i øjeblikket sendt og set:

• 8.000 tweets

• 8.100 fotos via Snapchat

• 55.000 updates på Facebook

• 91.000 YouTube videoer

• 350.000 beskeder via WhatsApp

Og de tal er sikkert allerede forældede.

Effektivt talerør

For alle har vi fået et nyt og utroligt effektivt talerør, og det er, hvad jeg har på sinde og med i bagagen, der afgør, om andre vil lytte og interagere med mig og mine ytringer.

Hvad enten de handler om kageopskrifter eller croquistegning, om Mellemøsten eller mountainbikes, om bæredygtighed eller børneopdragelse.

Det har skabt et meget markant autoritetsskred. Væk fra de klassiske bastioner og i retning af vores egne cirkler. Det er her, vi spørger om råd, når bilen skal skiftes ud, når et nyt rejsemål skal vælges, eller vi bare vil vide, om den nye restaurant er god eller dårlig. Det gamle ekspertvælde er afløst af en ny kollektiv bevidsthed, hvor vi aldrig er mere end et klik og en sætning væk fra at ”spørge publikum til råds”.

Heldigvis har flere af de gamle autoriteter som Skat og politi, kommuner og ministre også fået øjnene op for vigtigheden af at være til stede, hvor samtalerne foregår og i øjenhøjde med os andre. Og det har skabt et helt nyt niveau for tilgængelighed, engagement og involvering til glæde for os alle sammen.

Der er selvfølgelig også knap så positive sider af denne udvikling. For med nye muligheder følger nye trusler: Anonyme trolde, der hælder deres galde ud over alt og alle, personer der udgiver sig for at være andre, end de er.

Sorgsnyltere, der udnytter folks ulykke på nettet, og nye avancerede former for svindel og humbug. Så på den måde ligner vores omgang på nettet den virkelige verden. Så der er brug for både viden, opdragelse, uddannelse og nye færdselsregler. Men det er jo også en del af et fungerende demokrati.

SoMe er nødvendig

Til gengæld er der ingen vej udenom længere. Hvis du vil være en del af samfundet eller bare være en del af dine børns liv, med mulighed for at kommunikere med dem og følge med i, hvad der foregår.

Hvis du som virksomhed eller offentlig instans vil vide, hvad dine kunder mener eller bare levere service og support på en tidssvarende måde, ja så er du nødt til, at være til stede på sociale medier.

I virkeligheden tror jeg, at den største udfordring vi står overfor er, at når noget fungerer så godt, så er der ikke langt til afhængighed. Derfor skal vi stadig huske at slukke for vores apparater og lægge dem væk ind imellem, for at se verden med vores egne øjne og ikke bare gennem en skærm.

At være til stede i nuet, i oplevelsen og i samtalen. Vi skal finde den rette balance mellem det virkelige og det digitale. Lykkes vi med det, så har de nye digitale muligheder for alvor potentialet til at revitalisere og videreudvikle vores demokrati.