Danskerne er godt oplyste, hvad angår overgangen fra det analoge til det digitale tv-signal den 31. oktober i år.
Det viser den første måling af den offentlige kampagneindsats foretaget af TNS Gallup for bureauet bag kampagnen, Advice.
Målingen viser, at 81 procent ved ,at signalet skifter. Det vidste kun 61 procent i oktober sidste år.
Radio- og tv-nævnets formand Christian Scherfig er tilfredshed med resultaterne.
– Det er naturligvis tilfredsstillende, at alle nøgletal er væsentlig højere, end vi har planlagt. Det er særligt positivt, at vi kan konstatere en væsentlig udvikling i disse tal siden kampagnens start i oktober 2008 til januar 2009, siger han.
Christian Scherfig fortsætter:
– Den samme udvikling er udtrykt i, hvorvidt husstandene præcist ved, om de er berørt eller ej af omlægningen. Endelig kan hele 92 procent af de berørte uhjulpet fortælle, hvad de skal gøre for at undgå sort skærm.
Han understreger dog, at der stadig er en stor udfordring tilbage. På nuværende tidspunkt er det nemlig kun 13 procent af kampagnens målgruppe, der har fremtidssikret deres tv.
– Det er her, vi frem til slukningstidspunktet gerne skulle se en udvikling. Alle erfaringer viser imidlertid, at husholdningerne venter til meget sent i forløbet med at træffe en beslutning, og vi har ikke forventet at det skulle være anderledes i Danmark, siger Christian Scherfig.