Sidste sommer vandt Grey New York, hvor danske Per Pedersen som bekendt er Global Executive Creative Director, en sølvløve i Film-kategorien i Cannes for sit ”Happy Experiment” arbejde for duft-brandet Febreze.
Det Procter & Gamble-ejede brand fjerner ifølge reklamerne dårlig lugt og frisker luften op, og Grey New Yorks reklamer var centreret om personer, der fik bind for øjnene og blev ført ind i uhygiejniske eller i hvert fald stærkt lugtende lokaler – som på forhånd var sprayet med Febreze.
Pointen var, naturligvis, at forsøgspersonerne sagde ”strand, skov, forår, blomster” eller andet godt, når de blev bedt om at gætte hvad de duftede til – men der har også været rejst kritik af kampagnerne, fordi folk simpelthen ikke troede på, at det var rigtige personer, der optrådte i reklamerne.
Og det kan man ikke have siddende på sig, så Grey New York iværksatte et stunt i hjertet af New York, der skulle overbevise om reklamernes ægthed – og Febrezes kvaliteter.
En shipping-container, der havde været brugt til transport af fisk og skaldyr blev stillet op midt i New Yorks Meatpacking District – og udstyret med Febreze plug-ins.
Efterfølgende tog man fat i tilfældige personer på tilstødende gader, og spurgte om de ville deltage. De der accepterede, fik bind for øjnene og blev ført ind i containeren, hvor de blev bedt om at gætte, hvor de var.
Containeren var til lejligheden også udstyret med vindue, så forbipasserende kunne kigge ind, og højttalere, så man kunne høre, hvad forsøgspersonerne sagde.
Og ja – skeptikere vil sikkert mene, at denne event også kunne være ”fake” – og sådan må det være. Nogle mennesker vil bare ikke overbevises…
Grey New York er i øvrigt aktuel med mere Febreze ved Cannes Lions i næste måned.
Grey-netværket sender omkring 70 arbejder af sted til den kreative festival – et af dem er ”Febreze, The Azerbaijani Wrestling Team Sponsorship”, som skal konkurrere i Promo-kategorien under ”Use of Sponsorship”.
Se Febreze-stuntet i New York her.