Firserklædte aerobic piger i en træningssal, baller af isoleringsmaterialet Isover og en meget “tændt“ mandlig instruktør, der hele tiden fremhæver Isovers smidighed. Alt sammen hovedingredienserne i tre nye tv-spots for Isover (før kendt som Glasuld).
Hvad er meningen?- Isover henvender sig til håndværkere, og gør-det-selv-folket. De kan godt li at se på flotte piger, og så har de sans for den slags humor, der ligger lige på grænsen, forklarer Lars Birk, freelancer med navnet Freelars og “bureau“ på kampagnen.
Og humoren forsætter i annoncerne med tekster som “Det sagde hun også i går… ny Isover Flex ligger bedre mellem spærene“.
– Isoleringsmateriale er måske ikke det mest spændende i denne verden. Derfor har Isovers interne marketingafdeling og jeg valgt at sætte Isovers nye produkt, Isover Flex, ind i nogle sjove og uvante situationer, men dog situationer, der fremhæver produktets UPS – nemlig smidigheden, smiler Lars Birk.
– Ideen er, at håndværkere skal ha det lidt sjovt, og vi prøver på ingen måde at tale ned til målgruppen, selv om tv-spottene måske godt kan virke lidt fjollede. Jeg mener, at man skal tale til hjertet i en målgruppe, der godt kan li at få budskaberne serveret med et smil, siger Lars Birk og Jens Mikkelsen, instruktør hos Locomotion og på Isover-filmene tilføjer, at selv om den anden målgruppe, nemlig gør-det-selv-folket består af en meget broget gruppe af mænd, så går også de i “håndværker-mood“, lige så snart de får et stykke værktøj i hånden.
Annoncerne vil blive bragt i B.T. og Ekstra Bladet fra den 18. september, samme dag som tv-spottene går i luften.
HJERTE OG SJæL
Lars Birk har arbejdet som senior-tekstforfatter i en årrække på bl.a. Young & Rubicam og senest på Grey København. Han gik freelance for ca. to år siden, og står i samarbejde med Isovers interne marketingafdeling, bag Isover Flex kampagnen.
– Det handler ikke om, at vi har valgt samarbejdet med et reklamebureau fra. Men vi har i marketingafdelingen selv haft lyst til at lave denne her kampagne. Vi har de “arme og ben“ der skal til, bortset fra den kreative kompetence, fortæller marketingchef Jan Riis Nielsen fra Isover, der fandt frem til den kreative kompetence – Lars Birk – på internettet.
– Det er ikke nyt for os at “shoppe“ rundt i branchen, og vi benytter os både af bureauer og freelancere. Til denne her kampagne har det været meget positivt at opleve, hvordan Lars Birk har lagt både hjerte og sjæl i opgaven, noget man ikke altid ser, når det handler om samarbejdet med reklamebureauer. Her kan man sommetider opleve, at der er for mange kokke om opgaven, og at alle gerne vil sætte deres fingeraftryk på den, hvilket ikke altid er til fordel for kunden, pointerer Jan Riis Nielsen.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Isover forsøger sig med nytænkning. Da virksomheden skiftede navn fra Glasuld til Isover sidste år, bookede de alle reklameblokkene på de reklame finansierede kanaler. Nørgård Mikkelsen stod dengang bag kampagnen, der kørte over én søndag i marts.
– Vi ønsker med kampagnen for Isover Flex, at gå lige til grænsen. Markedet presser os til at gå nye veje, og i kampagnen har vi skabt vores helt eget look, hvor både humor og vildskab indgår i en stil, der sikkert for nogen, kan virke meget overraskende, smiler Jan Riis Nielsen og tilføjer, at det i første omgang handler om branding af det nye produkt, at få håndværkerne til at tale om det på byggepladserne.