– Du tegner ikke et abonnement, men får blot tre blade som tilbud, lover sælgeren i telefonen.
Alligevel kommer der flere blade – og rykkere.
Det er ikke godt nok, mener Forbrugerombudsmanden, og forlaget har nu besluttet at indfører nye salgsprocedurer, der sikrer, at kunderne ved, hvad de går ind til.
Hidtil har forlaget ringet forbrugere op for enten at tilbyde dem tre blade gratis eller tre blade for en oplyst pris.
I flere tilfælde blev forbrugerne i telefonsamtalen med sælgeren informeret om, at der ikke var tale om tegning af et abonnement. Men efter modtagelsen af de tre blade modtog kunderne imidlertid alligevel flere blade – og flere rykkere.
– Men den går ikke. Man må ikke give forbrugeren et indtryk af, at der ikke indgås en abonnementsaftale, hvis det rent faktisk er tilfældet. Selvsagt er det derfor heller ikke tilladt at fremsende opkrævninger for en abonnementsaftale, hvis der i realiteten for eksempel kun er indgået aftale om levering af tre blade. Det er i strid med god markedsføringsskik, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Forlaget sender derfor nu automatisk en bekræftelse pr. e-mail til de kunder, der har accepteret et introduktionstilbud med oplysninger om, hvad de binder sig til at modtage og betale, og det er Forbrugerombudsmanden tilfreds med.
– Det er glædeligt, at forlaget Benjamin Media som led i en ændring af salgsproceduren vil sørge for, at nye kunder kender de abonnementsbetingelser, der følger af at takke ja til et tilbud, siger han.
Benjamin Media frafalder desuden selskabets krav mod de forbrugere, der har klaget til Forbrugerombudsmanden over forlagets fremgangsmåde.