Kan du huske Majoren, Sybil, servitricen Polly, den spanske tjener Manuel – og de mange særprægede gæster på det vanvittige britiske hotel Fawlty Towers i sitcom-serien af samme navn?
Så husker du også skuespilleren og komikeren John Cleese i rollen som Basil Fawlty, der bl.a. udødeliggjorde udtrykket ”Don’t mention the war” gennem de bare 12 afsnit af serien, der kørte i 70’erne.
Men nu har Basil Fawlty fået nyt liv – i en reklamefilm for optikerkæden Specsavers (der i Danmark hedder Louis Nielsen).
I filmen optræder den nu noget ældre John Cleese i scene, der minder lidt om en bestemt scene fra 1975, hvor en meget ophidset Basil Fawlty giver sin gamle Austin 1100 Countryman ”a damn good thrashing”.
Ifølge BBC News har Cleese selv været med til at skrive manuskript til reklamen, som er produceret in-house hos Specsavers og instrueret af Tim Bullock, der også tidligere har instrueret for optikerkæden.
John Cleese selv har tidligere været reklame-frontfigur for andre brands, herunder den britiske supermarkedskæde Sainsbury’s og læskedrik-brandet Schweppes.
Du kan se reklamefilmen herunder – efterfulgt af en Behind the Scenes og et interview med John Cleese selv.
Behind the scenes
Interview