Kan man fortælle en historie på under et sekund? Ja det kan man. Et par vellavede og velplacerede brokker og hjernen går i poetisk selvsving og skaber sin egen historie. Den er nemlig skabt til at skabe hele historier ud af halve sandheder. Har man kendskab til de lovmæssigheder, der styrer dette arbejde, kan man relativt let erobre den rigtige plads i folks hoveder.
Ligger der lidt krummer på et bord, så konkluderer vi automatisk, at nogen har spist brød. Læser vi en tekst, lgæger vi kanp nok mræke til, om odrene er stvaet korrekt , fordi det er helheden, der er meningsfuld, ikke de eknelte bogtsaver. Kommer en sten flyvende gennem luften og smadrer en rude, vender vi os automatisk om for at se hvem, der var årsag til, at den kom flyvende; og ganske automatisk vil vi lede efter et menneske, for vi ved, at hunde og træer ikke kan kaste med sten, og at sten ikke flyver af sig selv.
Hvis der er noget, så er der også en afsender til dette noget – påstår vore hjerner – og denne afsender har en mening med det han gør. Derfor leder vi altid efter en årsag eller mening med tingene.
Skulle vi støde på en tilsyneladende meningsløs blanding af genstande, så opfinder vi en meningsfuld sammenhæng til dem. Vi blander (“blender”) ingredienserne på en sådan måde, at der opstår en meningsfuld relation mellem dem – en rigtig betydningskage. Og der er meget, der tyder på at en stor del af vor tankevirksomhed kører efter “blendingens” principper. Lad mig give et eksempel

Visuel blending er visuel tænkning

Annoncen fra Statoil (fig. 1) er et eksem pel på et “blend”, der kombinerer egenskaber fra forskellige genstande med hinanden, hvorved ny information opstår i modtagerens hoved. Der er allerede tale om et “blend” i annoncens visuelle input – man har blendet en blyant med et søm og skabt sømspidseren. Kombinationen, eller blendet, kan lade sig gøre, fordi søm og blyanter er skematisk identiske – de er begge langstrakte genstande med en spids i den ene ende. Derfor kan vi lege med tanken om at spidse et søm. Og når vi spidser et søm i en blyantspidser, så gør vi ligesom vi ville have gjort med en blyant (man kan ikke andet med en blyantspidser). Billedet aktiverer derfor en forestilling om at dreje-noget-rundt. Denne forestilling kalder vi et kognitivt skema (se faktaboks).
Men på samme måde som vi ved, at hunde ikke kan kaste med sten, så ved vi også, at søm er lavet af metal og ikke træ, og derfor mislykkes det at spidse sømmet. Vores dreje-noget-rundt-forestilling blokeres ganske enkelt af sømmets materialeegenskaber, som bliver en barriere for den fortsatte drejen sømmet rundt i spidseren (sømmet er oven i købet fyldt med mærkelige fordybninger og riller, som fuldstændig umuliggør projektet). Barrieren er det andet kognitive skema, der aktiveres af billedet. Søm kan ikke spidses, konkluderer vi, de ødelægger blyantspidseren, og oven i kommer forestillingen om en virkelig ubehagelig lyd; den af metal mod metal, eller noget der minder om kridt, som skriger mod en tavle.
Alt sammen er det information, der er pakket ind i billedet, og som vi automatisk udfolder ved aflæsningen.

Tekst og billede

Annoncens andet “blend” foretages i selve receptionssituationen af aflæseren selv. Det er i hovedet på aflæseren, at den relevante sammenhæng mellem sømspidseren og teksten skabes. Og den relevante sammenhæng opstår, når informationen fra sømspidseren – det mislykkede projekt og den ubehagelige lyd – overføres til annonceteksten.
Et mislykket projekt giver selvfølgelig anledning til en negativ emotionel evaluering og denne overføres i aflæsningsøjeblikke t på selve teksten, eller rettere den motor teksten taler om. Og vi ved nu helt præcist, hvad det er der menes med “følelsen af motor uden olie.” Faktisk er det ikke bare noget vi ved, vi har den følelse i os. Og det smarte ved følelser er, at de virkelig nærer fantasien. Så nu kan enhver digte historier, f.eks. om biler der bryder sammen på vej til vigtige møder eller fulde af familie på vej over Brennerpasset til sydens campingpladser. Og pludselig bliver motorolie dagens helt. Olie kan nemlig forhindre, at disse fantasier bliver til virkelighed.
Det hele kan illustreres i blendmodellen (fig. 2). Som det ses, er budskabet i billede og tekst stort set identiske. Der er tale om dysfunktionelle kombinationer i begge tilfælde. Men den visuelle del fungerer på sine egne præmisser og leverer dimensioner til budskabet, som en tekst aldrig vil kunne frembringe på lige så kort tid.
Et billede viser alt på en gang, tekster derimod læses lidt efter lidt over tid. Lad mig illustrere denne pointe med et eksempel, hvor den visuelle information modsiger annoncens budskab.

Visuel inkonsistens er dårlig tænkning

Annoncen fra Statoil er et eksempel på, hvorledes man udnytter hjernens evne til at “blende” optimalt. Budskabet afleveres med så få (tanke)trin som muligt. Et dårligt eksempel finder vi i annoncerne for Radio100s morgenhyrder. Der er såmænd ingen problemer med at forstå budskabet med annoncerne, som helt enkelt spiller på vores forhåndskendskab til værterne – kendte stemmer i kendte stuer, et lille plus i din hverdag(?) – og det er vel alt rigeligt.
Men det er også kedeligt, og det kan gøres mere effektivt. En af Radio100s annoncer viser studieværterne liggende i en seng med morgenbakke, i en anden er de er på vej i bad. Men disse billeder taler imod selve pointen med “morgenhyrderne”. For pointen er jo, at det er os, der kan gå rundt i pyjamas med morgenhår og klatøjne, og høre “Radio før Fanden får sko på”, og ikke Hjortshøj & Co.
Hvorfor skal modtageren have besværet med at udrede denne modsigelse, når nu afsenderen med simple midler kunne have undgået den? Man kunne have sparet os for dette besvær ved at lade et normalt par ligge i sengen med deres morgenbakke. Morgenbakken skulle bestå af de sædvanlige morgenprodukter, toast, cornflakes, mælk (i kande), kaffe (i stempelkande), marmelade i dejlige farver osv. Derudover skulle de kendte, Hjortshøj & Co., placeres på bakken (der hvor transistoren ville stå) i et miniature set-up, som små radionisser med høretelefoner, mikrofoner, mikserpult og yderligere himstregimser, der signalerer radiostudie. I den anden kunne man have placeret omtalte set-up i badeværelset.
På den måde ville hele budskabet være fortalt på den rigtige måde i et eneste visuelt blend, og modtageren havde sparet lidt tankekraft.

Blendingens fortræffeligheder

De enkelte bobler i diagrammet kan betragtes som tegneseriernes tankebobler, som hver især indeholder et lille tankescenario; noget oplevet, noget, som potentielt kan opleves, eller blot noget, som det er muligt at forestille sig ( f.eks. en kimære). Blendmodellen viser således, hvordan det kognitive apparat (hjernen) kombinerer tanker og skaber en samlet betydning af små brudstykker. Det er et særdeles nyttigt værktøj. Og ser man nærmere efter, vil man opdage, at der blendes i rigtig mange reklamer.

BOXKognitive skemaer (eller tænkeskemaer) opstår, når vi gennem vores opvækst gentagne gange interagerer med objekter eller mennesker på samme måde. De repræsenterer vore erfaringer i skematisk form, og vi benytter dem til at forstå nye situationer med, fuldstændig på linie med andre former for erfaring. (Skemaerne markeres i faglitteraturen med små kapitæler)
De er ontologisk neutrale; de er ligeglade med genstandes størrelse og materielle beskaffenhed. Man kan gå gennem en dal eller – helt abstrakt – gå gennem en svær tid. De er ligeglade med om det er en kat eller en elefant, der ligger på gulvet, om det er remoulade, der presses ud af en tube, eller om det er direktøren der presses ud af bestyrelsen .
Det er på grund af denne neutralitet, at de nemt aktiveres, og lynhurtigt hjælper os til at forstå, hvad der sker i f.eks. et billede selvom, det er noget, vi aldrig før har set.

Kognitive skemaer i sproget

De kognitive skemaer er rigt repræsenteret i sprogets forholdsord (de ord, vi benytter til at beskrive relationerne mellem genstande, os selv og vore følelser og humør). Det drejer sig om ord som langs med, forbi, gennem, på, under og over, imod, ud og ind, inde, ude. Kombinerer vi inde og ude med en grænse får vi en beholder, som vi kan putte noget i. Et af de vigtigste skemaer er kilde-vej-mål, grundelementerne i enhver historie (begyndelse-midte-slutning), og oppe (humøret var højt), nede (stemningen var lav). Der er mange flere, men der er ikke uendeligt mange.

CITAT
Et billede viser alt på en gang, tekster derimod læses lidt efter lidt over tid.


Kilder
Blendmodellen er opstået i samarbejde mellem lingvisten Gilles Fauconnier og litteraten Mark Turner, og man læse om den i The Way We Think. Conceptual blending and the Mind’s Hidden Complexities. Basic Books. 2002, eller i Turners Den litterære Bevidsthed. Forlaget Haase & Søn. 2000. Forfatterne har afholdt flere foredrag på Center for Semiotik ved Århus Universitet. Her har Pr. Per Aage Brandt videreudviklet modellen, og det er denne danske udgave, der er gengivet her.