þFordelen ved video er, at man med det samme kan se, det er noget lort !þ Så bastant udtrykte en kommentator for mange år siden forskellen mellem det traditionelle fotografi og den nye videoteknologi. Men han lagde ikke op til, at det nye medie ikke kunne bruges. Man skulle bruge lidt tid til at lære at bruge det.
Det samme kan siges om det meste internet-markedsføring. Vi kan med det samme se, at den ikke virker, som den skal. Det betyder, at vi må finde ud af at bruge mediet bedre! Den nuværende vækstpause i e-markedsføring kan vi passende bruge til at tænke os lidt om og prøve at få en ide.
Dem, der tænker meget, kalder vi “de kreative“. Og de må nu vise, hvad de kan komme op med! Indtil videre er vi ikke imponeret.
Reklamefirmaer og web-bureauer har mere fungeret som digitale trykkerier end som kreative inspiratorer. Vi har fået den samme mængde flotte og ubrugelige brochurer på nettet, som vi har derhjemme i entreen. De digitale brochurer er både dyre og dårlige.
Og da de kreative opdagede, at nettet jo kunne være interaktivt, fik vi en masse spil og postkort osv. Det blev også dyrt, dårligt og “me-too“-agtigt.
Taberne er virksomhederne, der betaler gildet og de annoncebærende internet-medier. De første drosler ned på deres interaktive reklamebudgetter, og de sidste forsøger at finde andre måder at tjene penge på.
Det kunne ligne begyndelsen til en dødsspiral, men det er det ikke. Indtil videre har vi kun fået bevist, hvor lidt kreative, vi har været til at udnytte mediet. Så vi må i gang med at forny mediet nu. Vi skal ikke – som mange gør – fokusere på de nye muligheder, der kommer med brede bånd og streaming video. Det kommercielle internet er her nu. Vi må indstifte en dogmekultur på e-markedsføringsområdet. Vi kan ikke tåle mere snak om, at det hele først bliver godt, når teknikken er blevet bedre. Den “største flaskehals“ i båndbredden er som på så mange andre e-business områder vores mind-set!