Danmarks største koncern, A.P. Møller-Mærsk, får ny topchef. Det bliver Carlsbergs koncerndirektør Nils Smedegaard Andersen, der kommer til at overtage posten efter Jess Søderberg.
De hidtidige planer gik på, at Jess Søderberg skulle fratræde i 2009 – men chefskiftet kommer allerede til at ske den 1. december i år. Bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk begrunder det hurtigere chefskifte med, at man har ønsket at klarlægge de fremtidige ledelsesforhold og dermed bevare momentum i koncernen.
– Det her er den mest dramatiske ledelseshistorie, vi har set – ikke alene inden for A.P. Møller-Mærsk – men i dansk virksomhedshistorie igennem de seneste 20 år, siger Leif Beck Fallesen, chefredaktør på Dagbladet Børsen i et interview med TV2 News.
Nils Smedegaard Andersen har været bestyrelsesmedlem i to år, men stadig: Udnævnelsen af en mand udefra anses som et udtryk for, at bestyrelsen har fravalgt de interne kandidater.
Koncernen havde ellers oprettet et ”executive board” med mænd, der var udset til at kunne løfte jobbet efter Søderberg, men kronprinserne blev efterladt på kajen. Boardet bestod af Søren Thorup Sørensen, Knud Stubkjær, Eivind Kolding, Tommy Thomsen, Thomas Thune Andersen, Søren Skou og Claus Hemmingsen. Og Jess Søderberg.
– Vi lavede jo det her executive board og var ude og sige, at det var kandidaterne til posten. Men så kom bestyrelsen frem til, at man ville have noget inspiration udefra – og så valgte man Nils Smedegaard Andersen, hvilket jeg i øvrigt synes, er et fantastisk godt valg, når man vil have en udefra, siger Jess Søderberg til Ritzau.
Både Søderberg og Smedegaard Andersen skal nok bruge noget tid på at vænne sig til de nye omgivelser: Jess Søderberg, der ikke har noget nyt job på hånden, fratræder efter at have været i koncernen de seneste 37 år, mens Nils Smedegaard Andersen har været ansat hos Carlsberg i mere end 20 år.
Den 93-årige Mærsk McKinney-Møller er blevet konsulteret omkring valg af ny koncernchef – og bakker op om valget, siger bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen.
– Det er ene og alene en bestyrelse, der kan træffe denne her slags beslutninger, men det er da helt naturligt, at jeg som formand for bestyrelsen også har konsulteret vores hovedaktionær her. Så han er helt bekendt med det og bakker også op om beslutningen, siger Michael Pram Rasmussen og tilføjer om Smedegaard Andersen:
– Vi tror på, at kombinationen med et erfarent internt team kombineret med friske øjne udefra samlet vil give dynamik og et meget stærkt team for gruppen fremover. Det har været vores ønske at finde en udefra – og der faldt øjnene hurtigt på Smedegaard Andersen.
Børsens Leif Beck Fallesen mener, at Nils Smedegaard er garanti for en mere åben informationspolitik på Esplanaden, da det også har været et af kendetegnene fra hans år i Carlsberg.
Carlsberg har i halvanden måned ifølge Børsen kendt til, at Smedegaard havde et jobtilbud på hånden, og har således for længst indledt jagten på en afløser, men bryggeri-koncernen har ingen afløser parat.
/ritzau/ + peng