Der er tid til generationsskifte hos More Group, hvor den 64-årige Poul Robdrup efter mere end 20 år som adm. direktør giver roret videre til den noget yngre Henrik Sørensen, som er 39 år. More Group er den danske afdeling af verdens største outdoorudbyder Clear Channel Communication.
Poul Robdrup blev i sin tid uddannet som trafikassistent på Svenstrup Jylland’s station ved Ålborg og kom efter årene i det jyske til DSB’s reklameafdeling i København. I 1980 valgte han dog at prøve kræfter med det private erhvervsliv og var i over 15 år med til at placere Trans-Media AS i en førende position på trafikreklame-området i Danmark. Robdrup var i en årrække formand for Dansk Outdoor Forening. For fire år siden solgte han sine aktier i Trans-Media AS til det svenske selskab Wennergren Williams, som senere er blevet opkøbt af More Group.
Henrik Sørensen, der har været tre år hos More, kom til More med en fortid som marketingchef hos TeleDanmark og BT og har været annoncechef hos Politiken.

FORDOBLING AF OMSæTNING
Hos More forventer man sig meget af udviklingen indenfor outdoorreklame. I 1980 omsatte de 13 medarbejdere i Trans-Media AS for 9 mill. kroner, i dag tæller More Group 95 medarbejdere og omsætter for 175 millioner kroner. Væksten skyldes også opkøbet for tre år siden af firmaet ARAS Outdoor, der havde et outdoor centerkoncept.
– Outdoormediet har været inde i en vældig vækst, som har gjort, at vi har kunne fordoble vores omsætning på tre-fire år, siger Poul Robdrup, der stadigvæk skal være tilknyttet More i forskellige sammenhænge. Han skal bl.a. arbejde som ekstern konsulent i de 200 timer, som efterlønnen tillader.
Selvom outdoor har været inde i en rivende udvikling i de sidste ti år, tror Henrik Sørensen, at der er basis for en endnu større vækst. I øjeblikket har outdoor kun 2,9 procent af annoncespendingen, men ifølge Henrik Sørensen er der basis for at nå det niveau, som de har i fx Sverige, hvor outdoor udgør fem procent af forbruget.
– Vi kan fordoble vores omsætning inden for de næste fem år og det vil betyde, at vi skal udvide vores markedandel bl.a. ved at tage fra vores konkurrenter og udvikle nye produkter, siger Henrik Sørensen.