Alt tyder på, at metodeændringen var den primære årsag til et fald i den generelle tv-sening sidste år ved denne tid. Tal for januar i år viser nemlig, at danskerne brugte i alt 2 timer og 53 minutter foran skærmen – nøjagtig den samme mængde tid som i januar sidste år. Den faldende tv-sening fortsætter altså ikke, og noget kunne derfor tyde på, at Gallups metodeændring er en stor del af årsagen til sidste års fald. Det mener i hvert fald marketing researcher Mogens Østergaard fra Carat Danmark, der producerer Tv Markedets nøgletal til Markedsføring.
Han siger desuden, at børn i alderen 3-14 år ser mindre tv i januar i år end i både januar sidste år og forrige år, og at der i det hele taget er tendens til et fald i børns tv-sening i januar gennem de seneste ti år. Derimod har de 15-30 årige set mere tv i januar i år end sidste år, ligesom der er tendens til at de unge i januar måned har brugt mere tid foran fjernsynet gennem de seneste ti år. Ifølge Mogens Østergard er det dog kun en meget lille del af stigningen i januar i år, der kan tillægges Baren og Big Brother.
– Det tyder altså ikke på, at internettet spiser noget af de unges tv-sening, selvom det stadig er de unge der bruger mest tid på nettet, forklarer Mogens Østergaard.
Tv-markedets nøgletal viser i øvrigt tydeligt den tendens Markedsføring omtalte i sidste uge, hvor Big Brother går ind og løfter TvDanmarks kommercielle share med 1 procentpoint til i alt 17% for de fem første uger af 2001. Men der er kun en Big Brother uge med, så det tal vil fortsætte med at vokse i de kommende uger.