“Den Store Bagedag.”
Ja, det lyder lidt som en blanding af en Erik Clausen-film og en featuredag. Men den er god nok og for Lars Møller, kontaktdirektør på reklamebureauet Just/Kidde, er det ikke kun sjov og ballade. Ideen til en kæmpe landsdækkende event fik han for knap fire år siden. Siden er projektet blevet meget konkret i takt på, at han har brugt mere end tusind timer på at realisere og konkretisere bagedagen.
Selvom projektet har været flere år undervejs, er det ikke blevet mindre seriøst af den grund. Om godt ti måneder eller helt nøjagtigt den 13. oktober bliver det hele en realitet, og hvis det går som Lars Møller håber, vil tusinde r af forældre og børn bruge torsdagen i skolernes efterårsferie på at bage kager, boller og brød. Meningen med kagedagen er at bringe børn og voksne tættere sammen gennem en meningsfuld aktivitet, hvor fjernsynet er slukket og familiehyggen er i fokus.
Da projektet er skabt af en reklamemand er der dog ikke tale om ren idealisme tilsat 100 procents filantropi. Lars Møller har fra begyndelsen set bagedagen som en oplagt måde at binde forbrugere og producenter sammen, altmens man skaber noget godt for børn og voksne. Projektet har et budget på knap syv millioner kroner, penge som primært skal skaffes gennem sponsorater. Den første hovedsponsor, melproducenten Cerealia, har allerede underskrevet en kontrakt og flere sponsorer er på vej. Samtidig har både Super Best og Coop med afsæt i Kvickly forpligtet sig til at gå aktivt ind i projektet. Målsætningen er at have alle kontrakter i hus inden jul, så det økonomiske fundament er på plads inden årsskiftet. Dermed skulle der ikke være tvivl om, at projektet bliver til noget.
– Vi har fået så mange positive tilsagn og løfter om at deltage fra virksomheder og organisationer både store og små, at vi mener, det ikke længere kan gå galt, siger en lettet Lars Møller, der har kæmpet en hård kamp for at få projektet til at blive til noget. For et år siden sad han på Creavision, hvor han var i fuld gang med til at søsætte projektet, da det blev skudt et år. Det var under et møde med Coop, at beslutningen blev taget.
– Vi kunne se, at vi ikke kunne gøre det ordentligt, hvis vi skulle gøre det
forhastet. Derfor valgte vi at skyde det hele et år, siger Lars Møller, der umiddelbart efter valgte at tiltræde et job som kontaktdirektør hos Just/Kidde. Projektet med at skabe en bagedag tog han med over til hans nye arbejdsplads.
– Jeg er glad for, at vi ventede, for det gav os tid til at gøre det stort og rigtigt allerede første gang, siger Lars Møller, der erkender, at faren ved at skabe en årlig bagedag kan være at den opfattes som for kommerciel, når det skal støttes af en række sp onsorer. Et problem han ikke mener bliver en realitet, idet projektet bliver drevet af reklamebureauet.
– Vi skal være garanter for, at hverken kommunikationen eller eksekveringen bliver for kommerciel. Selvom vi også har kommercielle hensyn, må de ikke forstyrre det som er meningen med projektet, nemlig at bringe børn og voksne sammen om andet end at se tv eller spille Playstation, siger han.
Indbringende forretning
Arbejdet med “Den Store Bagedag” har ifølge Lars Møller fungeret som verdens bedste new biz-projekt. Til at begynde med listede bureauet 30 potentielle partnere op, som bureauet ønskede at samarbejde med. Der var tale om 30 producenter, detailkæder og organisationer, som det alle uden undtagelse lykkedes at arrangere møder med. Lars Møller har aldrig hørt om et projekt, der har givet så god tilbagemelding. Udover de 30 partnere har projektet også fået opbakning fra en række humanitære organisationer og sågar fra regeringens Familieminister, Henriette Kjær, som mener, at bagedagen ser ud til “på en spændende måde at kombinere flere elementer, som forhåbentlig kan være med til at øge bevidstheden om håndværksmæssige færdigheder, gode råvarer og kvalitet samtidig med, at familierne kan få en rigtig god oplevelse sammen, hvor børn som voksne er med i en skabende aktivitet.”
Projektet ser også ud til at blive en indbringende forretning for såvel Lars Møller som Just/Kidde, som ejer henholdsvis ophavsretten og brugsretten til bagedagen.
Projektet er tæt på at blive solgt i en form for franchisemodel til reklamebureauer i Holland og England. Der forventes kontrakter på plads i løbet af et par uger. Ligesom Just/Kidde selv er i gang med at planlægge Den Store Bagedag i Sverige og Norge.
– Hvis det går som planlagt bliver projektet en årlig tilbagevendende begivenhed både herhjemme og i udlandet, siger Lars Møller, der ikke vil oplyse, hvad han og Just/Kidde regner med at tjene på Bagedagen.
– Men vi forventer, at det kan blive en ganske indbringende forretning for bureauet, siger han.
Boks 13. april
Første del af kampagnen begynder et år før selve dagen. Alle deltagere i kampagnen skal motivere og geare deres organisation. Der afholdes infomøder, hvor reklamebureauet leverer præsentationsmateriale, konceptbeskrivelse og kampagnedetaljer.
13. august
To måneder før begynder PR-arbejdet, som vil forsøge at gøre medierne interesserede i Den Store Bagedag. PR-arbejdet vil fokusere på hvordan samvær og nærvær hænger sammen med bagning af brød og kager. Samtidig vil arbejdet fokusere på at få fortalt, hvad dagen kommer til at indeholde og hvordan folk forbereder sig.
13. september
En måned åbner hjemmesiden www.storebagedag.dk, hvor deltagerne kan finde opskrifter, inspiration og tilbud fra sponsorer. Samtidig begynder selve markedsføringskampagnen af dagen, som vil brænde igennem medierne i annoncer, tv. og radiospots. Der vil samtidig være instore materiale i alle deltagende butikker og konkurrencer og materiale på skoler, fritidshjem og institutioner. Bogen Den Store Bagedag 05 udgives. Tv-spots “Den Store Bagedag” begynder i slutningen af september.
7. oktober
Dagen før efterårsferien bliver aktiviteten “Bag For En Sag” lanceret. Aktiviteten er skabt i samarbejde med Børns Vilkår og handler om, at skoler, institutioner og dagplejere i hele landet skal bruge dagen på at bage. Om aftenen, når børnene bliver hentet, betaler forældrene for at smage de bagte brød og kager. Alle pengene går ubeskåret til Børns Vilkår.
13. oktober
Mere end to års planlægning kulminerer med Den Store Bagedag, som fremover vil blive afholdt hver torsdag i efterårsferien.
FaktaboksIfølge Lars Møller er der lige så mange grunde til at bage, som der er bageopskrifter. Men projektet Den Store Bagedag har tre primære målsætninger.
1. At bringe børn og voksne, brødre og søstre, høj og lav, tættere sammen gennem en meningsfuld, resultatgivende og velsmagende aktivitet. Hvor vi for en stund slukker for mobiltelefonen, fjernsynet, computeren og giver os tid til hinand en. Tid til samvær og nærvær.
2. At lege med – og lære om – den gode råvare og hvordan den kan blive til et spændende, nogle gange sundt, nogle gange sødt, produkt.
3. At skabe en dag, der hylder et traditionsrigt og konstant nyskabende håndværk, der stadig leverer gode oplevelser til det danske køkken.