Efter et års forhandlinger med broadcasteren Hunan Television & Broadcast Industry Co. Ltd. er Den Store Klassefest nu solgt til Kina. Allerede om en uge begynder optagelserne til den kinesiske udgave af “klassefesten”, som i første omgang vil have et seerpotentiale på 60 millioner mennesker. Den Store Klassefest er et af TV 2s helt store underholdningsprogrammer, og formatet kører nu i 14 lande.
Med salget til Kina skriver det danske produktionsselskab Wegelius sig ind i tv-verdenshistorien. Selskabet er nemlig et af de første firmaer i verden, som har solgt et format til Kina.
– Første gang jeg hørte, at Kina var interesseret, tænkte jeg, at det bliver nok ikke til noget. Men nu er formatet solgt, og vi er kommet indenfor. Det er der kun få, der har gjort før, og det er vi stolte af. Og hvem ved, hvad det kan føre til – Japan, Singapore, Taiwan? Who is next? siger
administrerende direktør Merete Mortensen, Wegelius, og tilføjer, at Den Store Klassefest er selskabets største salgssucces.
Ifølge Wegelius’ oplysninger er det kun sket to gange tidligere, at et europæisk format er solgt til Kina. Der er tale om et engelsk og et fransk format, som er købt af Kinas statslige broadcaster CCTV.
Den Store Klassefest kørte i fire sæsoner på TV 2 med et gennemsnitligt seertal på mere end 1,2 millioner seere. cnb