Vi kender sikkert alle de rigtigt gode virale kampagner, hvis budskaber bliver spredt via nettet med samme hastighed som et influenza-virus i oktober.

Blandt de bedste eksempler de seneste år er Kony-filmen og Red Bulls spektakulære stunt med vovehalsen Felix Baumgartner i hovedrollen.

Men hvordan opnår man, at ens budskab bliver en viral succes i en tid, hvor brands og privatpersoner i alle afskygninger slås om opmærksomheden i de digitale mediekanaler? Det har der mildest talt været en del debat om de seneste år.

Nu melder en gruppe amerikanske forskere, Paulo Shakarian, Sean Eyre og Damon Paulo, sig på banen med en metode, der kan besvare nogle af de helt centrale spørgsmål i den sammenhæng:

Hvordan bliver folk ”smittet” af et viralt budskab, hvordan rammer man netværk bedst, og hvordan er de personer, der først bliver ”smittet”, egentligt forbundet med resten af netværket?

Det er nemlig i høj grad disse første personer – også kaldet ”Seed”-gruppen – som det handler om at få fat i, hvis man ønsker at sprede sit budskab, skriver MIT Technology Review.

ROI på 297…

Ofte lyder læresætningen, at seed-gruppen skal være så lille som mulig, men det er ikke nødvendigvis det rette måde at angribe problemet på, lyder det fra forskerne, der har testet forskningsresultaterne på sociale netværk såsom Flickr, Digg, Yelp og YouTube.

Og deres metode, som du selv kan læse meget mere om her, virker angiveligt helt efter planen.

– På et Friendster-netværk bestående af 5,6 millioner knudepunkter og 28 millioner Edges  (eller ”kanter” hvilket er lig med en brugers interaktion med et objekt, altså et Like, en kommentar, en deling osv., red.) fandt vi seed-gruppen på under 3,6 timer, lyder det fra forskergruppen ifølge MIT Technology Review.

Det lyder jo ikke helt tosset, og når forskerne samtidig påstår, at en annoncør, der følger deres måde at finde en seed-gruppe på FourSquare, kan forvente at få pengene 297 gange igen, så er det måske værd at se nærmere på?