”Bliv ved med at gå”.
Politibetjentens stemme var brysk, og lagde ikke op til diskussion. Jeg gik helt hen til hegnet og tænkte, at så spærrede jeg ikke vejen, men der gik ikke mange øjeblikke, før jeg blev belært om, at han mente, hvad han sagde, og at han ikke på nogen måde var tilfreds med, at jeg blot gik tæt på hegnet. Et splitsekund overvejede jeg at hive mit pressekort op – der foregik nemlig noget, som jeg ville overvære og tage et billede af med henblik på denne artikel – men et hurtigt blik på betjenten fra New York Police Department (NYPD) gav ikke nogen tro på, at et dansk pressekort ville gøre nogen nævneværdig forskel.
Så meget for min karriere som presse-fotograf. Jeg fik dog et par billeder i kass en af optrinet, der var en nærmest surrealistisk situation. En kødrand af journalister og pressefotografer og et solidt korps af politibetjente til at regulere trafikken – alt sammen blot fordi en ny mobil-telefon for første gang blev udbudt til salg.
En ny mobiltelefon!!
Hvor mange af dem kommer der hvert år?
Men Apple er åbenbart i særklasse. Fredag d. 29. juni kl. 18 i hver af de tre amerikanske tidszoner havde Apple valgt at åbne for salget af den længe ventede iPhone, og det blev en begivenhed, som må have gjort alle konkurrenterne grønne af pr-misundelse.
Helikoptere over Central Park
Postyret og pressedækningen – både af begivenheden og op til den – var enormt. Jeg havde undret mig i timerne op til kl. 18, hvorfor der næsten konstant var helikoptere over det sydvestlige hjørne af Central Park, men på det tidspunkt havde jeg heller ikke gjort mig klart, at det lige nøjagtigt er der, Apple har sin flagskibs-butik i New York.
Da jeg tilfældigt kom forbi kort før 18 blev jeg vidne til et skue, hvor publikum klappede, da folk i køen blev lukket ind og de første købere nærmest blev modtaget som rock-stjerner, da de kom ud med deres nyanskaffelse.
Rundt om kunne man se folk, der havde deres Mac med, så de på stedet kunne gå i gang med at aktivere deres nye telefon, og der var små grupper, hvor nybagte iPhone-ejere blev interviewet. Ned af 5th Ave holdt en stribe nyhedsvogne fra tv-selskaberne, og når betjenten var så kontant i ikke at lade mig blive stående, skyldtes det, at enhver vaklen i løbet af kort tid ville få trafikken til at bryde sammen på henholdsvis 5th Ave og 60th Street. Og det ville ikke være populært.
Men hvordan pokker har Apple kunnet sikre sig en så massiv opmærksomhed om noget så banalt som en ny mobil-telefon?
Brugervenlig teknologi
Lars Bastholm, der er kreativ direktør i det interaktive bureau AKQA i New York, mener, at det først og fremmest er resultatet af en målrettet pr-strategi:
– De har reklameret, men ikke meget. Apples produkter er grundlæggende reklamer i sig selv. M en siden de for et halvt år siden fortalte, at de ville lancere en telefon har de drypvist lukket mere og mere ud om telefonen. De har bl.a. lagt informationsvideoer på nettet om funktionaliteter, og efterhånden har de fået bygget forventningerne tårnhøjt op. Herovre taler man om ”The Jesus Phone”, fordi den pr-mæssigt nærmer sig Jesus genkomst. Samtidig har de udtrykt usikkerhed om de ville have telefoner nok, og det har yderligere bygget op til lanceringen. Man kan sige, at de har spillet højt spil, for havde telefonen ikke levet op til forventningerne, var det blevet et lige så stort flop, som det blev en succes, siger Lars Bastholm.
Men han ser også den massive opmærksomhed som et resultat af, at iPhonen fuldstændig ændrer spillereglerne på mobil-markedet, og han mener, at den må skabe alvorlige overvejelser hos konkurrenter som Motorola og Nokia. Man kan godt sidestille iPhonen med dengang i 1984, hvor Apple fuldstændig ændrede spillereglerne på computermarkedet med lanceringen af verdens første personli ge computer, som allerede dengang havde den menneskevenlige brugerflade, som først adskillige år senere kom på pc’erne gennem Microsofts Windows.
– Det er kun en gang i en generation, man oplever lanceringen af en teknologi, der er så banebrydende. Da jeg kom på arbejde efter weekenden, havde halvdelen af bureauet købt en iPhone, og i modsætning til andre telefoner havde alle kunnet lære at bruge den uden at bruge timer på at læse manualen. Den er meget intuitiv, og når det har kunnet lade sig gøre at skabe noget så brugervenligt, hvorfor har konkurrenterne så ikke gjort det for lang tid siden.
– Der er selvfølgelig nogle 1. generationsproblemer, men der er annonceret en opdatering til oktober, og der kommer sikkert også en mere op til jul, så jeg tror, de hurtigt får løst de små problemer, siger Lars Bastholm, og tilføjer, at telefonen helt ændrer magten på det amerikanske marked.
– Normalt vælger man et selskab med den bedste dækning i sit område, og så laver man en kontrakt på 2 år og får telefonen med sto rt set uden beregning. Her går folk ud og køber en telefon til mindst 500 USD, hvilket altså er en uhørt høj pris, siger Lars Bastholm.
Krusninger på overfladen
De første meldinger oven på lancerings-weekenden lød på salgstal på 750.000, og succesen var så stor, at det løftede Apple-aktien med udsigten til, at selskabet kunne etablere et tredje ben at stå på. De to andre er Mac-computere og iPod.
Siden har der dog været lidt mere mudder. Telefonen kan kun bruges på AT&T’s net, og i dette selskabshalvårs-rapport kunne man læse om et skuffende lavt antal aktiveringer af iPhones. Apples halvårsrapport talte om et bedre salg, men dog ikke så stort som de 750.000, der ellers har været nævnt.
Der har også været rapporter om utilfredshed med batterierne, der angiveligt ikke holder mere end et år og desuden er dyre og besværlige at udskifte.
Men om det er andet end forudsigelige krusninger på en ny teknologi – det er lige nu svært at sige.
Boks:
iPhone
Apples iPhone har ikke noget tastatur. Den fun gerer alene ved en touch-screen, der i øvrigt drejer med, hvis man holder telefonen vandret i stedet for lodret. Hvis man vil skrive en besked, kan man med et enkelt tryk fremkalde et tastatur på skærmen, som man så kan skrive på.
I USA kan iPhone kun bruges sammen med AT&T. Er man et sted, hvor der er trådløst netværk, anvender telefonen helt af sig selv dette, således at netforbindelsen bliver væsentlig hurtigere og bedre.
Der er to modeller: en til 500 USD og en til 600 USD.
Lancering i Europa ventes i slutningen af året, men det er pt. uklart, om den overhovedet kommer til Danmark. Det afhænger af, hvilke teleselskaber, Apple vælger at samarbejde med.
Den alvorligste mangel i forhold til det europæiske marked er, at iPhone ikke har 3G-telefoni indbygget.