Crowdsourcing er ikke et nyt fænomen, det er en ægte del af kollektiv intelligens, og det er påstanden om, at der findes en kollektiv indsigt, der er større end individers.
Er man nørd, kan man huske Aristoteles’ visdom om, at ”mange hoveder er bedre end ét”. Eller man kan tænke over H. G. Wells påstand om, at der eksisterer en ”World Brain,” der i sagens natur overtrumfer den enkeltes kapacitet.
Vi møder en af Danmarks førende forskere inden for prediction crowdsourcing, der er en metode indenfor kollektiv intelligens, for at høre om status på en hastigt voksende disciplin, og hvad det kan bruges til?
– Crowdsourcing er værktøjskassen, metoderne, inden for fænomenet kollektiv intelligens, og kollektiv intelligens opstår enten fra samarbejdet, kollektiv indsats eller konkurrence mellem individer, og den kan opstå i kollektiv beslutningstagning, siger Carina Antonia Hallin, adjunkt ved Department of International Economics and Management ved Copenhagen Business School.
Hun står i spidsen for helt ny forskning i samarbejde med Cosmic People, det førende danske bureau på crowdsourcing og anvendelsesmulighederne af crowdsourcing. Netop nu er partnerne i gang med at se på, hvordan de 50 største danske virksomheder anvender crowdsourcing mekanismer, og hvor resultaterne foreligger i efteråret.
Vi bliver klogere
Er du rar at skære ud i pap, hvorfor vi skal interessere os for kollektiv intelligens og crowdsourcing?
– Fordi vi bliver klogere af det, og fordi vi kan forbedre beslutningerne i private virksomheder, offentlige organisationer og helt bredt inden for samfundet. Vi ser en tendens til at virksomheder styrker kreativiteten, innovationen, løsningerne og forudsigelserne ved at integrere den kollektive intelligens.
Noget af en påstand?
– Det er beviseligt. ”Wisdom of crowds principper” (se faktaboks, red.) fortæller os, at crowden outperformer selv de dygtigste eksperter, når vi ser på crowdens forudsigelser i forhold til eksperternes.
– Dette er også matematisk bevist ved professorerne Hong & Page (2001; 2004). I mit og mine kollegaers empiriske arbejde med at studere crowdens forudsigelser over tid, kan jeg henvise til flere eksempler, hvor dette gør sig gældende.
Hvorfor er crowdsourcing noget andet end meget store fokusgrupper eller brede, landsdækkende surveys? Eller outsourcing for den sags skyld?
– Fordi crowdsourcing kaster nettet bredere ud end outsourcing, der typisk sker til enkeltfirmaer. Og fordi crowden er folk, der bevidst melder sig ind i de felter, der interesserer dem. Når det er sagt, så består crowden typisk af mennesker med varierende grad af ekspertise. Vi siger, at crowd’en dækker fra novicer til eksperter, men alle dog med interesse for emnet.
Innovationen løftes
Kan du give os eksempler på anvendelsen?
– Crowdsourcing platformen InnoCentive, som blev initieret af ansatte hos medicinalkoncernen Eli Lilly samt finansieret af samme virksomhed, har til formål at løfte innovationen ud over en virksomhedsafdeling eller endda hele virksomheden. Via InnoCentive har en række meget store virksomheder løst en stribe af forskningsudfordringer.
– Amazon Mechanical Turk er en crowdsourcing markedsplads, der koordinerer brugen af human intelligence tasks som computere ikke kan løse. Virksomheder kan poste deres Human Intelligence Tasks (HITs), hvilket en udefineret crowd af Turkers (arbejdere) signer op til og løser.
– Man kan også gå ind på Threadless platformen og se, hvordan crowden konkurrerer om at skabe de bedste T-shirts, der så efter en selektion udvælges og de bedste sættes i produktion.
– Vores egen partner, Cosmic People, har brugt crowd’en til at løse kreative udfordringer for deres kunder, og det er der kommet virkelig gode løsninger ud af. Metoden kan jo skaleres fra småt til meget stort, og håndteret rigtigt er der også betydelige økonomiske fordele ved at tænke uden for egen virksomhed.
Summa summarum?
– Fundamentet er, at den kollektive intelligens indeholder mere valid visdom end selv det dygtigste enkeltindivid. Kollektiv intelligens omhandler kognitive bidrag – det kan være kreativitet og analyse og intuition i form af forudsigelser. Crowden består af novicer og eksperter, alle dog med interesse for emnet.
– Formålet med crowdsourcing er at skabe bedre og mere effektive løsninger for virksomheder og organisationer, de ikke selv vil kunne matche. Der er ganske enkelt en uudnyttet ressource, som vi kan anvende til at forbedre de beslutninger, vi alle er afhængige af, slutter Carina Antonia Hallin.