Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt der er penge i mobilspil, så behøver man blot kigge nærmere på det mest sælgende og mest berømte spil af dem alle: det finskudviklede Angry Birds.
Men det er faktisk ikke kun de vrede fugle, der er i stand til at hente penge hjem til deres udviklere. Det australske spilfirma Halfbrick Studios, som står bag blandt andet spillet Fruit Ninja, kan også være med.
Ifølge det amerikanske nyhedssite adage.com tjener Fruit Ninja-spillet omkring 2,5 millioner kroner ind om måneden, alene i via Mobclix – en slags online-børs, som lader forskellige reklamenetværk byde på reklamepladserne på mobile applikationer.
Phil Larsen, som er marketingdirektør i Halfbrick Studios, siger til Ad Age, at man såmænd godt kunne tjene endnu flere penge på at sælge reklamer til spillet, men at man har valgt at samarbejde med Mobclix, fordi de har systemerne til at bort-filtrere ”spam-reklamer” fra fx datingsites og andre uønskede sites.
Størstedelen af indtægterne fra spillet kommer dog ikke fra reklamerne, men fra downloads af de betalte versioner af spillet og brugernes køb af ”varer” inde i selve spillet.
Den betalte version af Fruit Ninjas iOS-applikation, som ikke indeholder reklamer, ligger således på Top 10-listen over de mest solgte betalings-apps til iPhone – hvilket er med til at sikre Halfbrick Studios indtægter på over 6 millioner kroner – om måneden.