Mange direktører i små og mellemstore virksomheder er ikke tilfredse med kompetencerne i deres bestyrelse. Det viser en ny undersøgelse, som advokatkæden ADVODAN har fortaget.
Faktisk svarer over halvdelen af direktørerne, at deres egen bestyrelse mangler centrale egenskaber som forretningsforståelse, evne til at udvikle strategi og indsigt i lovgivning, og det problem har kæden derfor besluttet sig for at gøre noget ved.
Det gør man blandt andet via en film, hvis start byder på komiske bestyrelsesmedlemmer i færd med at skovle wienerbrød indenbords…
Konsulent hos Zupa Recommeded, Christian Myhre Nygaard, forklarer om den lidt utraditionelle tilgang:
– Der klæber sig generelt et støvet image til advokatbranchen, som ikke afspejler værdierne i ADVODAN. Derfor vil vi gerne nedbryde disse fordomme ved at kommunikere uhøjtideligt og i øjenhøjde med målgruppen, som også tæller den lokale VVS-mester med seks svende og en lærling. Jeg tror, at han med smil på læben kan genkende sig selv og sin bestyrelse i denne film.
Om baggrunden for indsatsen siger kommunikationschef i kæden, Astrid Søes Poulsen:
– Vores undersøgelse viser et erhvervsliv præget af vennetjenester og tantebestyrelser uden reel værdi for virksomheden. Her har vi altså et stort uforløst potentiale, og det vil vi gerne være med til at indfri.
Filmen skal sælge advokatkædens nye pakkeløsning til professionalisering af bestyrelsesarbejdet, og den indrykkes den kommende måned i bannere og som pre-roll.
Mediestrategien er udviklet i samarbejde med mediebureauet Carat, og her har man indkøbt data til IP segmentering, som skal sikre at budskabet målrettes segmentet af ejere og direktører i små og mellemstore virksomheder.
Filmen er et led i ADVODAN’s nye branding strategi Fra Kendt til Anerkendt, som blev lanceret i sommer, og den bruges også som trafikskaber til en temaside om bestyrelsesarbejde.
Se filmen her: