En milliard. Så mange brugere har det sociale medie over dem alle – Facebook – i dag. Men det er som om, brugerne i stigende grad vender sig mod den måde, sitet i sin jagt på forretningsmodeller og indtjening ”tillader” kommercielle brands at agere.

At Facebook er et slagkraftigt medie – også for virksomheder og brands – er der dog næppe nogen tvivl om, men hvis man lytter til mediabureauet Mindshare, så bør virksomhederne ikke glemme, at der også findes andre sociale medier, der kan være værd at kaste et blik på.

– Tag nu fx Twitter: Det er umiddelbart, det er ufiltreret, og det giver dig mulighed for at komme i dialog med dedikerede brugere, få realtids markedsinformation og demonstrere know-how, siger Casper Christiansen, der er Director i Invention hos Mindshare, som blandt andet mener, at Aarstiderne er et af de danske brands, der gør det godt.

– De skaber nærvær gennem tweets med personlighed, hvor de ikke er bange for at udtrykke holdninger. Samtidigt er de gode til at reagere på henvendelser og deltage i samtaler med andre brugere. Det skaber et engageret community, siger han.

Mere end 1.000 ord

Casper Christiansen peger i øvrigt på, at foto-applikationen Instagram – det hurtigst voksende sociale medie nogensinde – rummer mindst lige så mange interessante muligheder som Twitter.

I Danmark har vi endnu ikke hørt så meget til brands, der aktivt inkorporerer Instagram i deres marketing- og kommunikationsstrategi, men det kommer, mener han.

– Flere af vores kunder kommer til at bruge Instagram fremover. Vi har allerede arbejdet med mediet for Pepsi i Norge, hvor vi har opfordret brugerne til at være kreative med produktet og har belønnet de gode bidrag. Det har været en stor succes, og i det nye år starter vi også en kampagne op for Pepsi i Danmark.

Hverken Mindshare eller Pepsi ønsker at løfte sløret omkring den kommende kampagne, men hos Pepsi Danmark vil Nina Skov Rømer gerne fortælle, hvorfor man vælger at gå på Instagram:

– For os handler det meget om at være der, hvor forbrugerne er. Vi vil gerne være frontløbere, og med Instagram mener vi at kunne aktivere og opretholde interessen hos vores nuværende fanbase og forhåbentligt tiltrække flere.

Casper Christiansen fra Mindshare byder i det nye nummer af Markedsføring på en række gode råd, hvis man vil prøve kræfter med Instagram og Twitter i sin marketing og kommunikationsstrategi. Få dem i bladet, der udkommer i denne uge.