Der et ikke meget ”Epic Split” over den reklame, der i 2015 fik flest briter til at fare i blækhuset og klage over en reklame.

Og gudskelov for det, kunne man fristes til at sige, da der i forvejen er frit udsyn til det meste i reklamefilmen ”Epic Strut” for MoneySuperMarket.com.

Det er en onlinetjeneste, hvor man kan sammenligne priser på alle former for finansielle tjenester.

I reklamefilmen er en mand så begejstret over en besparelse på husholdningsbudgettet, at han iført meget stramme shorts og jakke danser sig ned af en gade i New York til tonerne af hittet “Don’t cha” med Pussycat Dolls.

Alt for sexet?

I alt 1.513 klager blev det til over reklamen, som altså ikke blot formåede at massere lattermusklerne hos mange, men også forargede en hel del.

Det var nok til at det britiske svar på Forbrugerombudsmanden, ASA (Advertising Standards Authority), kunne placere ”Epic Strut” øverst på en Top 10-liste over de reklamer, der blev klaget mest over i 2015.

De fleste af klagerne mod reklamefilmen, der er skabt af Mother, gik på at den var for ”seksuel”. Gad vide om den havde lidt samme skæbne herhjemme?

Se filmen her og vurder selv.