S og SF’s økonomiske kur, der bliver lanceret efter påske, skal stramme de offentlige finanser for hele 36 milliarder kroner, før den kan få et “godkendt-stempel” af EU. Den røde alliances nye pengegave til kommunerne, der skal have lov til at bruge 1,8 procent mere om året i serviceudgifter, koster nemlig ekstra 12 milliarder kroner alene frem til 2013, vurderer finansminister Claus Hjort Frederiksen. Dermed kan S og SF ikke nøjes med at stramme op for 24 milliarder kroner, som er det beløb, EU kræver fra VK-regeringen. EU-kravene til Danmark vil stige til 36 milliarder kroner, hvis S og SF vinder næste valg og deler de ekstra penge ud til kommunerne.
– Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti skal finde 36 milliarder, så det er en meget stor udfordring, de er ude i her. Det kommer endda ud over deres fælles skatteudspil, hvor skatterne i forvejen bliver hævet med 17-18 milliarder. Så det er meget interessant at se, hvad deres plan kommer til at handle om, siger Claus Hjort Frederiksen.
Børsen side 20-21.