Design- og konceptbureau enteneller er blandt de mindre virksomheder, der er kommet på listen over SKI-leverandører af løsninger under rammeaftalen Tryk, kommunikation og websites mv.
Bureauet er tillige blevet accepteret som leverandør på to supplerende delaftaler – nemlig Visuel kommunikation og identitet samt Websites og elektronisk publicering.
Og så skulle den hellige grav jo være velforvaret, men sådan hænger det bare ikke helt sammen.
– Vi er naturligvis meget stolte over, at være målt og vejet og fundet værdige til at blive SKI-udvalgte. Men, der er et men. Man skal ikke fristes til at tro, at telefonen bare ringer og opgaverne fra offentlige kunder vælter ind i samme takt, siger bureauets direktør og indehaver Christian Løgstrup.
Han fortæller, at grundet de mange offentlige aktører, der har tilsluttet sig aftalen, har der floreret spådomme om astronomiske beløbsstørrelser.
Men kontakt til flere tilknyttede aktører viser, at der er mangel på overvejelser om udskiftning af nuværende leverandører af ydelser – eller blot supplering.
– Problemet er, at det typisk er indkøbsafdelingen, der har indgået aftalen på organisationens vegne. I nogle tilfælde mener kommunikationsafdelingen så åbenbart ikke, at det forpligter dem – eller også har de overhovedet ikke været involveret i processen. Man kan godt få fornemmelsen af, at de lever lidt i deres egen verden, siger Christian Løgstrup og fortsætter:
– Som leverandør skal man blot betragte SKI-udvælgelsen som en døråbner, eller rettere en mulighed for, at døren ikke smækkes i for næsen af en. Er man ny på markedet, skal man altså fortsat ud og kysse en masse frøer – de nye frøer er altså bare offentlige.
Christian Løgstrup understreger, at han har talt med flere kolleger og ligesindede, og at de refererer den samme oplevelse af situationen.
Enteneller har dog allerede indgået to samarbejdsaftaler baseret på rammeaftalens vilkår, men det er med Patent- og Varemærkestyrelsen samt Professionshøjskolen UCC, der begge i forvejen var kunder i butikken.