I fredags offentliggjorde Danmarks næststørste outdoor-udbyder Clear Channel et regnskab for 2013 med et underskud på 35 mio. kr. Året før var tallet 37 mio. kr.
Vi har spurgt Henrik Sørensen, den tidligere adm. direktør i Clear Channel, hvorfor resultatet er ændret markant de seneste to år efter 2-cifrede millionoverskud i de 12 år, han var adm. direktør?
Svaret er ifølge Henrik Sørensen ret enkelt. Omsætningen blev halveret baseret på stort set samme portefølje. Da Henrik Sørensen forlod Clear Channel med udgangen af første kvartal 2012, så 2012 resultatet ud til at følge de tidligere mange års positive resultater.
– Den tidligere ledelse har således ikke noget med resultatet af den nye strategi at gøre, siger Henrik Sørensen.
– Den nye ledelse bør påtage sig ansvaret for underskuddet. En meget anderledes ledelsesstil, end medarbejderne havde været vandt til, en ny ledelse, der ikke havde erfaring med outdoor og med at drive en salgsorganisation, reel medarbejder flugt, dårlige klimamålinger m.v. er årsagerne til det voldsomme fald i Clear Channels 2012 omsætning, vurderer Henrik Sørensen.
– Og det er fortsat. Kontrakter, der tidligere var rentable, var pludselig ikke rentable mere pga. den voldsomme reduktion i omsætningen. Man kan se direkte ud af regnskabet, at fra 2011 til faldt bruttofortjenesten 50 mio. kr., og det er faldet med yderligere med mindst 10 mio. kr. fra 2012 til 2013.
– Når én stor udbyder performer meget dårligt, lægger det naturligvis et pres på priserne på markedet, så markedet totalt set bliver ramt. Der er ingen anden markedsmæssig logik i outdoor markedets udvikling i 2012 og 2013.
– Outdoor mediet har et stort potentiale bl.a. i samspil med nettet og via en digitalisering. Desuden er andre massemedier under pres, og annoncørerne har brug for et medie, der ikke kan fravælges, der eksponerer bredt med en høj frekvens og en lav kontaktpris. Outdoor er et marginalmedie, der skal sælges og kræver en målrettet salgsfokus.
– Så uanset hvordan Clear Channels nuværende ledelse forsøger at forklare de dårlige resultater, er kendsgerningen enkel: De er for dårlige til at sælge, konstaterer Henrik Sørensen.
Der verserer stadig sager
Hvad sker der med dine uoverensstemmelser med Clear Channel.
– Jeg fik medhold i retten i, at vi måtte starte Out of Home Media som en ny spiller på det danske outdoor marked. Clear Channel forsøgte først at nedlægge fogedforbud i byretten og efterfølgende i Landsretten. Jeg fik medhold i begge tilfælde.
Og du kan godt drive den butik?
– Out of Home Media går godt. Vi har genskabt salgsfokus og innovation indenfor outdoor. Vi får et overskud med seks nuller bag ved i 2014, lyder det.
Men kendsgerningen er, at du blev bortvist.
– Jeg forlod Clear Channel efter 15 år. De 12 år som adm. direktør. Ledelsen i London ønskede en ændret strategi. En del af strategien var jeg uenig i, og en anden del af strategien mente både min advokat og jeg var direkte ulovlig.
– Jeg blev i forbindelse med min fratrædelse tilbudt en helt uacceptabel dårlig fratrædelsesaftale og truet med bortvisning, hvis jeg ikke accepterede den. Bortvisningen kom efter en måneds dialog om fratrædelsesaftalen, hvor jeg ikke ville acceptere vilkårene, der var langt ringere end det, som jeg havde krav på ifølge min kontrakt.
– Clear Channel iværksatte en gennemgang af bilag mange år tilbage og en interview runde af stort set samtlige medarbejdere og fandt en række mindre ting, som man mente kunne anvendes til en bortvisning. Det er sandheden om den ting.
– Den sag, der verserer nu, er en sag anlagt af mig i samarbejde med DJØF og min advokat mod Clear Channel, fordi de stoppede lønudbetaling m.v. i forbindelse med bortvisningen, og jeg derfor har et beløb til gode, slutter Henrik Sørensen.