KLUMME: Vi taler “digital overvågning”, som aldrig før. Og cookies er – igen – det store onde, mener drengeglade journalister, der mobber de uskyldige småkager og opfordrer hele verden til at slette deres cookies.
Det er en heksejagt med hovedet under armen, og den kan ramme alle, der har et website. Men endnu værre risikerer vi, at folk siger nej tak til cookies og sletter dem, de alligevel får.
Cookies er nemlig rigtig gode og nyttige for både modtagere og afsendere.
Cookies husker hvilke tv-kanaler, jeg vil se i programguiden. De husker, hvilken type boliger i hvilket prisleje jeg er i markedet for. De husker mit login og de husker, hvilke varer jeg har lagt i indkøbskurven. Mine cookies gør kort sagt mit liv lettere, og derfor elsker jeg dem.
De gør mit liv bedre. De giver mig en excellent diskret service Hotel-Ritz style: De hjælper webben til at vise mig netop det, jeg er interesseret i, så jeg slipper for selv at sortere. Jeg er glad, når Goodreads finder gode bøger til mig. Og jeg ville ønske, at de danske biblioteker gjorde det samme.
Cookies er bare genkendelse
Cookies er jo bare en metode til at genkende brugere på nettet. De er ikke et problem i sig selv. Men det bliver hurtigt et ”guns don’t kill people – people kill people” argument, kan jeg mærke.
Man kan naturligvis mene, at det er lidt rigeligt med al den overvågning, men fakta er jo, at vi er ligeglade, når bare vi får gevinsten. Vi deler gerne information om os selv, hvis vi finder det modtjenesten værd. Det er blandt andet derfor, at Google er verdens mest værdifulde virksomhed: Vi er villige til at lade os overvåge, når bare vi selv får noget ud af det.
Virkeligheden er jo, at ”overvågningen” ikke er personlig: Det er ikke min person, der er interessant, men det generelle mønster blandt mange. En løbende analyse af hvordan mennesker opfører sig på nettet. Og det har jeg det fint med.
Så cookies er af det gode. For det meste. Men de kan da også bruges til både det onde og det grusomme.
Retargeting skræmmer
Den onde brug af cookies er, når retargeting-annoncer spammer mig overalt, hvor jeg færdes, med reklamer for varer jeg allerede HAR KØBT. Super irriterende – og super dårlig reklame for afsenderen. Så det tænker jeg, at de får styr på med tiden (jeg opfordrer jer hermed til at indføre en fiks lille knap: ”har købt, tak”).
Den grusomme overvågning er, når nogen grovhøster data om andre for decideret at udnytte dem eller sælge dem videre til andre. Som når nogen lægger mærke til, at jeg udviser ”ikke-prisfølsom” adfærd, og derfor giver mig højere priser end andre.
Det egentlige problem handler om gennemsigtighed. Den store del af cookie-forskrækkelsen bunder i, at vi ikke kan gennemskue, hvad der sker. Når danske kommuner i bedste mening lægger små knapper på deres website, så borgerne kan dele indholdet på Facebook og andre steder, deler de samtidig cookies ud til borgerne uden at ane det. Borgerne aner det heller ikke – og så bliver det pludselig ubehageligt.
Gennemskuelig for alle
Når vi klikker ja til overvågning i apps, når vi deler en sjov video på Facebook, ved vi reelt ikke, hvad der sker. Google, Apple og alle andre præsenterer os ustandseligt for lange juridiske redegørelser med små bogstaver, som vi skal klikke ”ja” til for at komme videre. For lange at læse og for komplicerede at forstå – så alle klikker bare ”ja”.
Min pointe er, at forskrækkelsen ikke handler om de som regel helt uskyldige cookies. Cookies kun er én ud af mange metoder til at genkende computere, telefoner og hvad vi ellers bruger til at gå på nettet med. Selv hvis alle verdens cookies forsvandt i morgen, ville vi være tilbage i suppedasen allerede dagen efter.
Det handler om, at vi bliver genkendt på nettet. Om at den genkendelse kan misbruges. Udfordringen er at indføre gennemsigtighed, så menigmand får en chance for at gennemskue, hvad der sker.
Der er masser af venlige nørder, som bruger tid på at læse de juridiske tekster med små bogstaver for at forstå, hvad der sker. Der er masser af venlige nørder, der kigger i koden på apps for at undersøge, hvilke data de snupper fra din telefon. Men de venlige nørders nyttige viden bliver ikke delt med resten af verden.
Og så lige til sidst
Jeg vil gerne foreslå, at staten kaster nogle penge i et open source projekt, der giver borgerne værktøjer til at beskytte sig mod den grusomme brug af data om andre mennesker. Jeg forestiller mig en ”gennemsigtigheds-app”, som tildeler enkle smileys, der gør det let at gennemskue, hvad man siger ja til, når man klikker ja.
Og hvorfor skulle staten ikke hjælpe os og alle andre ved at løbe udviklingen af brugervenlig open source software i gang? Den slags apps, der hjælper os med at beskytte os selv. Det er ikke anderledes, end at staten betaler for autoværn på motorvejen.