Dagens gode danske nyhed fra VM i reklame, Cannes Lions Creative Festival i det sydfranske, må uden diskussion være en imponerende liste af nomineringer.

20 styk i otte kategorier er det foreløbig blevet til på blot to dage, og det er faktisk rekord – ligesom antallet af indsendte danske arbejder også slog rekorden i år med i alt 212.

Faktisk er de 20 shortlister allerede nu noget nær en tredobling af antallet af shortliste-placeringer i 2011, hvor Danmark måtte nøjes med 7 – i alt.

Vi spurgte Niels Heilberg fra Creative Circle, om han havde et bud på, hvad det er, der gør, at de danske indsendelser i år markerer sig klart bedre med hensyn til finalepladser end i tidligere år.

– Det er ikke et tilfælde, at der er så mange shortlistede arbejder i år. For det første er man nødt til at sende ind for at vinde. Danmark har i år et historisk højt antal entries, 212 i alt. Det er dog ikke i nærheden af Sveriges tal, som er hele 777 indsendte arbejder. Norge ligger ligeledes over Danmark med 286 indsendte arbejder. Det bliver dog interessant at se hvordan statistikkerne ser ud når ugen er omme – sandsynligvis vil Danmark faktisk have gjort en ganske pæn figur, selv i forhold til vores søsterlande, siger han.

Han finder det især interessant, at mange af de shortlistede arbejder har været igennem en kvalitets- og kreativitetsproces inden de blev skabt. Og i særdeleshed inden de blev sendt ind til Cannes Lions.

– Per Pedersen, som netop er ankommet i dag, fortalte at man i Grey netværket har en kvartårlig proces, hvor et board af 15 creative leaders, ser på de arbejder, der er skabt i netværket, eller er i proces. Arbejderne bliver vurderet, og ender med at få point for deres award potentiale og efterfølgende tages de udvalgte arbejder igennem en grundig evaluering og optimeringsrunde, hvor man får skabt en præsentation af casen, der er fuldt ud på højde med den kreative løsning selv. Per fremhæver selv ”Handpainted” løsningen , som en case study, der har været gennem denne proces, og som er helt i top, siger Niels Heilberg.

Et andet case study, Canon Project Imagination, har været over en anden instans i netværket, hvor man har optimeret en løsning PR mæssigt, fortæller Niels Heilberg.

– Her har man haft kompetencer fra event, sponsoring, og cause related marketing inde over løsningen, og netop denne case er shortlisted i kategorien PR. Så ”Execution is everything”, også når det gælder indsendelser, slutter Niels Heilberg fra Creative Circle.

Danske shortlister – foreløbig:

Direct (10 indsendelser): 2 til UncleGrey for ”The Liberation” for Only, 1 til Halbye Kaag JWT for ”Shit Book” for Anders Bergh/Dansk Kennel Klub.

Promo& Activation (23 indsendelser): 1 til RBLM for ”The Generous Store” for Anthon Berg, 1 til UncleGrey for ”Handpainted Outdoors” for Royal Copenhagen, 1 til DialoguePeople/NetPeople for ”Discount Uffe” for SAS.

PR (4 indsendelser): 1 til Inkognito for ”The Worlds Thickest Book” for Min A-Kasse.

Mobile (11 indsendelser): 3 til Hello Monday for ”Life of George”, 1 til DDB for ”Coinoffers” for McDonald’s.

Outdoor (11 indsendelser): 2 til UncleGrey for ”Handpainted Outdoors” for Royal Copenhagen, 1 til Robert/Boisen& Like-minded for ”The Generous Store” for Anthon Berg.

Media (24 indsendelser): 1 til BBDO for ”Price Tag” for Røde Kors, 1 til UncleGrey for ”Handpainted Outdoors” for Royal Copenhagen, 1 til UncleGrey for ”The Liberation” for Only, 1 til DDB for ”Coinhunting” for McDonald’s.

Press/Print (22 indsendelser): 2 til Ogilvy& Mather København for henholdsvis for henholdsvis ”No Hair And Potbelly” og ”Better Taste In Men” for Fernet Branca.