Pengemanglen breder sig og det er på det seneste gået ud over tre designblade, der alle er forsvundet fra mediemarkedet.
Senest meddelte Aller op til weekenden, at man lukker designbladet Living Design, der havde Thomas Bendix som chefredaktør.
Aller har endvidere lukket magasinet CV, der henvender sig til karrierekvinder.
Allerede i fjor var der imidlertid antydninger af, hvor det bar hen ad, da Aller nedjusterende udgivelsesfrekvensen af Living Design til blot fire gange om året.
Dansk Design Centers blad Designmatters udkom også for sidste gang i denne måned, mens Mediegruppen i Vejle lukkede og slukkede for deres designblad Enter i december 2008.
Mens Designmatters siden relanceringen i 2006 har haft erhvervslivet som målgruppe, var Enter et blad for kreative og designere. Designmatters farvel skyldes ifølge Dansk Designcenter et betydeligt driftsuderskud.
– Der var simpelthen for få abonnenter, siger centrets kommunikationschef Susanne Søndahl Wolff.
I Dansk Design Center vil man i fremtiden betjene erhvervslivet med nyheder om design via en ny hjemmeside. I år præsenteres en ny strategi.
– Vi satser på direkte dialog med erhvervslivet i form af tætte vejledningsforløb, siger Susanne Søndahl Wolff.
Dansk Design Center agter med den nye strategi at fokusere på designmodne virksomheder, der er parat til at investere i design for at fremme deres forretning.
Designmatters, som blev trykt i et oplagt på cirka 20.000, var lagt ud til virksomheden Kontrabande, der udvikler medier. Her beklager man, at magasinet er fortid.
– Vi har mistet en kunde, og det er vi selvfølgelig kede af, siger Sune Aagard, der stod for Designmatters og var glad for stofområdet.
Profilen udadtil
Enter så dagens lys i 2002 og ifølge direktør i Mediegruppen i Vejle, Jacob Ejs, nåede man op på et oplagt på 8.500. Der var bare ikke 8.500 betalere.
– Vores problem var, at rigtig mange af bladene blev distribueret gratis. Det kostede penge, hver gang Enter udkom, og vi har ikke længere råd til at have folk til at arbejde med noget, som vi ikke tjener penge på, siger Jacob Ejs.
Mediegruppen i Vejle laver en række små og store blade og magasiner. Nogle er husets egne andre laver man for andre.
Enter blev i den sammenhæng bl.a. brugt som en indirekte markedsføring af selve bladhuset.
– Når vi var ude, kunne vi lægge det frem og sige. ”Det laver vi også.” Enter var med til at tegne husets profil. Det var lavet med hjertet, siger Jacob Ejs.
Begge designblade udkom – i lighed med Living Design – som kvartalsudgivelser.