Det danske designfirma AIAIAI har sendt en trådløs udgave af sine byg-selv-hovedtelefoner på Kickstarter, og det var tilsyneladende en glimrende idé: Målet på 300.000 kroner blev nået på fire timer – og opbakningen fortsætter.
Den trådløse variant af hovedtelefon-serien TMA-2 Modular Headphone System, som AIAIAI – og Kilo Design – i øvrigt vandt en fornem sølv-Clio tidligere i år, bliver kompatibel med alle de øvrige moduler i serien.
Og ifølge branding-ekspert Anthony Aconis fra reklamebureauet Fireball er det nye initiativ fra det danske audio designfirma rigtig godt set.
Han mener, at AIAIAI’s udvikling af moduler, der fortsat kan bruges, når der kommer nye modeller eller opgraderinger, er en del af en større tendens, der går i mod den brug-og-smid-væk-kultur, vi kender i dag.
– Der er en klar tendens til, at forbrugere bliver mere bevidste. Også når det kommer til teknologi, siger han.
Et rigtigt produkt til tiden
Anthony Aconis mener, at projektet rammer flere forbrugertendenser: Dels oprøret mod brug og smid væk kulturen – og dels ønsket om at få indflydelse.
– Madspild er jo det rigtig gode eksempel, men projektet her er udtryk for den samme tendens. Og forbrugerne er bevidste om deres mulighed for indflydelse. Vi ser med AIAIAI og Kickstarter-platformen – og sociale medier generelt – at forbrugerne er mere end klar til at deltage i udviklingen af alternative løsninger, om det så er på idé-niveau eller ved at støtte det økonomisk, siger Anthony Aconis.
Og hos AIAIAI har man altid hyldet det langtidsholdbare perspektiv, siger virksomhedens direktør.
– Forbrugeren ved, at når de køber et AIAIAI-headset, så følger de den teknologiske udvikling uden at skulle skifte hele produktet ud hele tiden, forklarer Frederik Jørgensen, der er CEO i AIAIAI, og tilføjer:
– Det, at vi kommer i mål efter bare fire timer, fortæller mig, at vores produkt er rigtigt. Det er ikke bare os, der tror på friheden til at opgradere delene til en bedre pris frem for brug og smid væk. Det gør vores brugere også, og det er fantastisk at vide, at vi er på rette vej.
På Kickstarter fortsætter den økonomiske støtte i øvrigt med at strømme ind: I skrivende stund har brugerne indbetalt tæt på 900.000 kroner – og der er stadig 23 dage tilbage af funding-perioden.
Læs mere om projektet på Kickstarter – og se introfilm her.
New wireless TMA-2 from AIAIAI on Vimeo.