Produktdesign er i dag ofte ledsaget af digitale og mobile tjenester, som enten knytter sig direkte til produktet eller spiller en aktiv rolle for brandets kommunikation, service eller interaktion med kunderne.

Hos designvirksomheden Designit oplever man en tydelig tendens til, at teknologien ikke længere spiller en central rolle i interaktionen med målgruppen, da teknologien ofte er forudsat på forhånd. I stedet er fokus rettet mod design som eneste reelle mulighed for at differentiere et brand. Og for mange virksomheder er det derudover en ulige kamp at skulle indstille sig på nye digitale markedsbetingelser, hvor alle konkurrerer mod alle.

Designit mærker især, at flere og flere kunder søger rådgivning om service- og interaktionsdesign, brugeroplevelser og andre strategiske ydelser, hvor designvirksomheden har positioneret sig inden for forretningsudvikling, som går på tværs af produkter, services og kundeoplevelser med brands som Audi og Novo Nordisk på kundelisten.

Det stiller naturligvis øgede krav til både digitale og strategiske rådgivningskompetencer, og det er baggrunden for, at Designit fra 1. februar styrker kompetencerne inden for forretningsstrategi, i skikkelse af Lasse Jensby Dahl, som hidtil har slået sine folder som direktør for Creuna i Aarhus, og som tiltræder som direktør for strategi og forretningsudvikling.

Og netop Designits globale tilstedeværelse og virksomhedens strategiske og digitale ståsted er den primære  årsag til, at Lasse Jensby Dahl vælger at skifte til Designit netop nu – idet der bestemt ikke er tale om noget fravalg af Creuna, men et logisk tilvalg.

 – De største virksomheder har erkendt, at innovation og forretningsudvikling går på tværs af produkter, services og kundeoplevelser. Og vil du som brand spille den rigtige rolle fremover, er du nødt til at udnytte krydsfeltet mellem innovation og digitale services optimalt. Den erkendelse harmonerer godt med Designits kompetencer inden for design af produkter og services, innovationsprocesser og markeds- og brugerindsigt, fortæller Lasse Jensby Dahl og fortsætter:

– Med mere end 280 medarbejdere fordelt 12 kontorer rundt i verden, er Designit et stærkt eksempel på, at strategisk design giver en imponerende styrke i hele processen fra strategi til eksekvering. Samarbejdet med eksempelvis Audi og Novo Nordisk er cases, som beviser Designits styrke, lyder det fra Lasse Jensby Dahl.

Adm. direktør for Designit, David Fellah, glæder sig over at få ny mand med ombord, som præcis besidder de kompetencer, der skal til for at skabe forretningskoncepter, som flytter virksomhedernes strategiske ståsted.

– Lasse Jensby Dahl har en god forståelse for, hvordan virksomhederne skal tilpasse deres strategier til kundernes stigende krav om at kunne levere relevante services. Og selvom digital integration efterhånden er en selvfølge, er det bestemt en fordel, at Lasse også har en god forståelse for de muligheder, der ligger i at udnytte teknologien, siger David Fellah.

 – Der sker i øjeblikket et skred inden for digitale kommunikationsløsninger. Virksomhederne skal indstille sig på at kunne levere services, som hæver kundernes brugeroplevelser i væsentlige brugssituationer. Hvorfor design af services får central betydning og kommer i forreste række og skaber hele fundamentet for at kommunikere og interagere med kunderne, slutter David Fellah.