En af Danmarks førende møbelarkitekter, Hans J. Wegner, er død, skriver Politiken.dk. Han blev 92 år.
Wegners møbler, især stolene, gav dansk design et godt navn over hele verden. Alle hans møbler, enten de kom fra snedkermester eller fabrik, var færdigt arbejde.
Han blev tidligt repræsenteret på verdens førende museer, og i Japan er der skabt et museum udelukkende for hans stole.
Wegner forblev den kloge snedkersvend og upåvirket af verdensberømmelsen, som virkelig slog igennem, da Nixon og Kennedy satte sig i hans stol, Den Runde, som han selv kaldte den, til deres valgkamp på TV. Men amerikanerne døbte stolen for The Chair.
Stolen kom til at præge boligindretningen i USA i en hel generation og Wegner kom til at samarbejde med verdens førende arkitekter om mange berømte huses indretning, skriver avisen.
/ritzau/