LOS ANGELES: Kreativt arbejde bliver fremover udført på tværs af stationære og mobile enheder.Det var budskabet, da Markedsføring i går var på pletten ved årets Adobe MAX, der regnes blandt de mest toneangivende kreative konferencer i verden.

Konferencen blev oprindeligt lanceret som en developer-konference af Macromedia, men har siden udviklet sig til en kreativ konference, som hvert år trækker tusindvis af kreative sjæle fra hele verden til. I år er ingen undtagelse. Mere end 6.000 har løst billet til det kreative tilløbsstykke, som de næste tre dage foregår i Los Angeles Conventional Center. Her kan kreative, udviklere og designere de næste tre dage søge sparring og inspiration fra de fra allerdygtigste i branchen.

Nyeste teknologi

Derudover består Adobe MAX hundredevis af sessions, workshops og labs, hvor omdrejningspunktet er Adobes Creative Cloud, som netop har rundet 2,8 mio. betalende medlemmer.

Konferencens højdepunkt er præsentationen af de nye applikationer, tjenester og hardware, som efterhånden gør den kreative eksekvering til “a walk in the park”. For efter gårsdagens præsentation er budskabet klart. Desktop er død.

Flere og flere kreative discipliner kommer til at blive udført med en tablet eller en smartphone i hånden.

Mindre friktion

Adobes Senior VP for Digital Media, David Wadhwani kalder det “capture and create”, hvor teknologien løfter opgaven det sidste stykke i mål.

– Mobile enheder har i dag så meget kraft, at de sagtens kan blive anvendt til produktion af indhold. Desuden har vi fjernet friktionen og skabt nye måder at udføre sit kreative arbejde på, fortæller David Wadhwani.

– Vores fokus er at give de kreative de værktøjer, som gør dem i stand til at udfordre traditionelle konventioner og tage risici, som er nødvendige i en kompleks verden, hvor du hele tiden skal præstere mere og mere, og alting skal foregå i real-time, tilføjer David Wadhwani og henviser til, at det gælder uanset om der er tale illustration, billedbehandling eller filmoptagelser.

Alt samlet ét sted

Kreative skal nødvendigvis kunne agere agilt. Det er også baggrunden for, Creative Cloud-medlemmer fremover får tildelt en såkaldt “Creative Profile”, så den enkelte bruger hele tiden har adgang til sit kreative skrivebord på tværs sin stationære og mobile enheder.

Det er præcist samme filosofi, som Microsoft har med Office 365, hvorfor de to softwaregiganter i går delte rampelyset og bl.a. tilbød alle 6.000 konferencedeltagerne et års fri adgang til Microsoft 365 og hold nu fast, en Microsoft Surface tablet-computer.

Der er naturligvis tale om en attraktiv målgruppe for Microsoft, der kæmper for at få skabt et økosystem for udvikling af apps til sin mobile Windows-platform, men omvendt er Adobe også afhængig af Windows-platformen i udbredelsen af Creative Cloud, hvorfor det er helt naturligt, at de to CEO’er Satya Nadella fra Microsoft og Shantanu Narayen fra Adobe bejler til hinanden.

Og derfor demonstrerede de to herrer da også i fællesskab, hvordan Adobes cash-cow Photoshop tager sig ud i den nyeste Windows-version.

Creative, Craft og Community

Det mest interessante er dog tanken om det kreative community, som ifølge Adobe er den tredje grundsten i Creative Cloud, som derudover er Creative og Craft. Det kreative håndværk har Adobe excelleret i siden starten af 80’erne og i anerkendelse af, at den kreative disciplin ofte foregår i netværk, investerede man for to år siden i verdens største kreative sociale netværk Behance.

Det kreative sociale netværk er de seneste to år gået fra én million til fire millioner medlemmer, som hver dag uploader 20.000 kreative projekter.

Med Behance kan de kreative synliggøre deres arbejde og udbygge deres netværk, og det fungerer i princippet som en rekrutteringsplatform for kreative kompetencer, hvor bureauer og annoncører dels kan afsøge muligheder for at få løst bestemt opgaver, men også blive inspireret af de kreatives forskellige porteføljer.

Behance har bl.a. vist sig at have så meget succes med at sikre folk arbejde, at flere og flere kreative netop vælger at uploade deres arbejde på Behance frem for at søge et job.

Flere kreative talenter

Scott Beslsky, der har været med til at grundlægge Behance og i dag er VP for Products, Mobil og Community hos Adobe, fortæller, at ideen med Behance fra begyndelsen var at forbinde bedste kreative talenter med de bedste kreative muligheder.

Det er der flere internationale bureauer som har benyttet sig af, når en kreativ nød har skullet knækkes.

Nu får de stillet en søgefunktion til deres rådighed, hvor de kan søge efter de mest egnede kreative kandidater til hver enkelt opgave, uden de behøver at løbe talrige kreative profiler igennem for at finde præcist det, som de søger.

– Vi vil gerne være foregangsmænd for, at folk så vidt muligt skaber sig en karriere. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan du får sat strøm til det kreative community, men det mener vi dels at have løst ved at integrere Behance og Creative Cloud mere og mere. Helt konkret kan den kreative med et klik uploade sit projekt så snart det er færdigt, forklarer Scott Belsky. Herved får den kreative hele tiden mulighed for at udvikle sin portefølje og får dermed flere skud i bøssen.

– Det løser ligeledes udfordringen omkring, at de kreative fremover kan arbejde, både hvor som helst – og når som helst. Det gør pludseligt en masse kreative ressourcer tilgængelige, slutter Scott Belsky.