Hverdag i ministeriet: I breve, på møder og i medierne beklager borgerne sig over, at de nok synes ministeriet kunne blive bedre til at regere på de store “bløde” områder som f.eks. sundhed, uddannelse, kriminalitetsforebyggelse, børn, ældre og det sociale. Ministeriet river sig i håret, vurderer paletten af handlemuligheder og finder på endnu en måde at tilfredsstille borgerens behov. Det giver et kort pusterum for ministeriet, men det hjælper alligevel ikke rigtigt. Så borgeren vender tilbage og ..

Der er blevet langt mellem ministeriernes politikdannelse og politikdannelsen d‚r, hvor folk er. Det er beklageligt, når det meste sker der, hvor hverdagen udfolder sig, f.eks. d‚r, hvor dit barn passes, d‚r hvor du plejes, når du er syg, d‚r, hvor du skal have vejledning, når du går til en hjælpeinstans, eller d‚r, hvor du søger omsorg.

En lang række eksperter og samfundsaktører danner en i praksis utilsigtet og usynlig, men alligevel effektiv mur rundt om ministerierne og spærrer for udsynet til borgerne. Der er stor brug for dem – ingen tvivl om det – men jordforbindelsen mistes, hvis ministerierne ikke i udvalgte situationer selv taler med borgerne. Ministerierne får ellers ægte troværdigheds-problemer, fordi borgerne efterspørger holdninger og visioner – også hos ministerierne selv.

Vores påstand er, at ministerierne er ved at have udtømt de traditionelle metoder for nytænkning, der kan imødekomme borgernes behov og krav. Vi – en kommunikationsrådgiver og en embedsmand – mener, at der er nye og relativ ubetrådte veje for ministerierne at gå: Ministerierne bør i højere grad kommunikere direkte med borgerne på udvalgte områder med gennemtænkte spilleregler og derved lære af borgernes egne seriøse bud på løsninger.

Folkehøringerne har været gode udspil. Men det blotte spørgsmål og svar giver sjældent nyt.

Kommunikation med indhold kræver forberedelse, støtte til og tid til refleksion hos alle dialogpartnere og en fuldstændig uafhængig opsamling.

Nye krav fra vælgerne

Behovet for nytænkning er påtrængende. Det er gået op for vælgerne, at traditionelle temaer om rente, inflation og styring af makroøkonomien efterhånden besluttes uden for nationen – i EU eller af uafhængige centralbanker. Det forklarer, hvorfor økonomisk succes for en regering ikke garanterer genvalg. Det, der giver genvalg fremover, er vælgernes vurdering af, om politikerne – hjulpet af ministerierne – har ydet en kompetent indsats d‚r, hvor de har mulighed for at gøre det. Og det er især på de “bløde” sagsområder.

Udfordringen er, at disse sagsområder i vidt omfang ikke egner sig til at blive styret centralt med regler, fordi de handler om borgernes hverdagsliv, hvor ensartede løsninger for store grupper af borgere ofte ikke virker. Der skal i stedet udøves en politik, der
* er borgerindividuel
* af borgeren selv opfattes som fornuftig
* er egnet til at variere over tid og sted.

Borgeren er tættest på, og derfor den reelle ekspert.

Ministeriernes rolle

Det ser egentlig ud som en håbløs opgave for den ministerielle embedsmand. Han/hun
* er trænet til at kunne give et bud på, hvad samfundet har råd til
* kan ud fra sine erfaringer se muligheder og forhindringer i at gennemføre en given handling i praksis
* kan vurdere, hvordan et givet forslag til handling forholder sig til de politiske programmer

– men han/hun kan ikke fra sit arbejde vide, hvad der er brug for nu og d‚r, hvor borgeren lever.

Vælgernes passive rolle

Ministerierne har ganske vist udviklet en række veje: F.eks udviklings- og forsøgsprojekter, åbne eller lukkede indberetnings-ordninger, konferencer og temadage, udredning af gældende løsningers plusser og minusser, ved at hyre bureauer, der leverer “borgernes holdninger” til tidens foranstaltninger eller ved at iværksætte egentlig forskning. Medierne påtager sig herefter ofte rollen at formulere, hvad de mener borgerne skal synes.

Der er en tendens til, at disse redskaber omdanner befolkningen til “publikum”.

Det var Søren Kierkegaard, der skrev om risikoen for at omdanne befolkningen til Publicum. Han mente den kunne følges af en stigende umyndiggørelse, der er så meget mere katastrofal, som den forveksles med selvbestemmelse og indflydelse. Han siger, at denne tendens afslører sig i den enkelte stemmes forsvinden i tidens snaksomhed. Man hverken taler eller tier. Man gør noget lige midtimellem: Man snakker.

Projekt Børneliv

Ministerierne har ikke brug for et publikum og heller ikke for snaksomhed. De har brug for et aktivt og respektfuldt samspil med borgeren, hvor borgeren får plads til at tale om det, han eller hun ved mest om. Det var opgaven til projektet: Børneliv – en debat om værdier og ansvar i børns liv.

Socialministeriet tog chancen med nytænkning på dette politikområde, som trængte til at blive tænkt igennem helt forfra. På 30 år blev området udbygget fra meget lidt i årlige udgifter til nu omkring 30 milliarder kroner årligt.

Mange børn bruger mere af deres vågne tid i hverdagen sammen med andre voksne end sammen med deres forældre.

Forældre er glade for den måde, børnene passes på. De siger samtidigt, at de gerne vil have mere tid sammen med deres børn, men gør nu engang det modsatte og arbejder mere og mere ude. Forældres uklare udsagn lammer en stillingtagen til, hvem der skal tage sig af børnenes hverdag. Er det far, mor, pædagogen eller skal børnene bare tumle rundt? Hvad skal hverdagen nærmere gå ud på? Hvem skal lære børnene at spise sundt og ordentligt, at færdes sikkert i trafikken, at høre efter andre, at gebærde sig i et fællesskab?

En proces tager form

Socialministeriet allierede sig fra begyndelsen helt på ide-stadiet med en kommunikationsrådgiver og – efter nøje forberedelser inklusiv forskning, magtanalyse, afprøvning i testinstitutioner, indhentning af professionelles råd og mediatest – indbød alle, der har at gøre med børn til hverdag, til dialog om værdier omkring børns hverdagsliv i institutionen, i hjemmet, i fritidslivet og på besøg hos andre.

Dialogen skulle udfolde sig med ministeriet og med målgrupperne indbyrdes ud fra den betragtning, at det, parterne selv kan afklare med hinanden, er det bedste (også for ministeriet).

For at hjælpe den kvalificerede dialog i gang fik vi professionelle IT-, design- og filmfolk til at hjælpe os med at udvikle støttemateriale:
* en website med debat-faciliteter
* interaktive tegnefilm
* en sang
* et brætspil med kørekort
* spørge- og svarskemaer
* interview-materiale til børn o.s.v.

Kriteriet var, at støttematerialet skulle være målrettet til målgruppen – og i respekt for børns univers – være tiltrækkende for netop dem.

Københavns Universitet ved Professsor Peter Gundelach, Sociologisk Institut påtog sig opgaven at modtage alt svarmaterialet og uafhængigt af ministeriet at vurdere, hvad borgerne udtrykte.

Hans opgave lød: Glem at det handler om børn. Pointen er, at der er pres på et stort sagsområde og udfordringen er at finde ud af, hvordan 30 milliarder kroner årligt bedst kan bruges fremover, således at brugerne er tilfredse.

Værdier som udgangspunkt

Der skulle tænkes helt forfra. Konceptet blev derfor: Hvordan ville den bedste løsning være? Og ikke traditionelt bagfra: Hvordan kan du lide det, der er? At tænke forfra er det samme som at spørge: Hvilke værdier har du?

En værdi er en ønskeforestilling, det du allerhelst kunne tænke dig. Noget som du muligvis, endda sandsynligvis, ikke fuldt ud kan realisere, men alligevel noget du drømmer om.

For at få det ønskede udbytte, kræver kommunikationsformen imidlertid nogle spilleregler. Nemlig at kommunikationen mellem borger og ministerium:
* ikke binder responsen, men at der spørges åbent uden på forhånd at præsentere egne uforgribelige meninger
* støtter folk i deres egen proces i at nå frem til en kvalificeret holdning/løsning ved at give plads til refleksionen
* forløber ud fra en tro på, at folk er tænksomme og konstruktive og at
* der samarbejdes med professionelle kommunikationsrådgivere.

Overskriften i projektet blev: Hvad er det bedste der kunne ske? På de mange områder, børns hverdagsliv omhandler. ðKunne det komme frem, blev det embedsmandens ekspertise at “oversætte” værdien til mulige handlinger, som politikeren kan tage stilling til.

Men i et system som et ministerium var der også en del modargumenter at forholde sig til:
* Det er alt for politisk risikabelt! Svar: Nej, borgere – og det gælder også børn – svarer tænksomt og ansvarsbevidst og beder ikke bare bevidstløs om flere penge.
* Det er alt for dyrt! Svar: Jo, det er dyrt, men metoden skal også kun bruges på sagsområder, der trænger til nyvurdering fra bunden af.
* Det giver kun snak! Svar: Efter en analyse viser snakken sig at kunne udmøntes i konkret tale.
* Det tager for lang tid! Svar: Så lad være med at gøre det i slutningen af valgperioden.

Kommunikation om værdier

Kommunikationsrådgiverens opgave i samarbejdet er primært at definere sin egen rolle. Som oftest som strategisk samarbejdspartner – men også som proceskonsulent undervejs – på godt og ondt. Når der arbejdes med processer over en meget lang tid, kan den oprindelige strategi meget vel ændre sig undervejs. Dette er vigtigt at acceptere. Og følingen med udviklingen undervejs kommer kun ved også at være meget aktiv i den praktiske del af processen. Her er ikke plads til “skrivebordsgeneraler” med fine fornemmelser.

Arbejdet med at kommunikere og føre en dialog om værdier og holdninger betyder mest af alt at have føling med de skiftende stemninger i befolkningen, som kommer frem via dialogen – og udfra dette indrette sin kommunikation.

Det handler om at definere et helt eget sæt spilleregler for kommunikationen. Med stort hensyn til etik og moral for at forstå modtagernes præmisser at deltage i processen på – og et skarpt blik på kommunikation, hvor det er en politisk organisation, der står som afsender.

Effekt

200.000 mennesker gik ind på websiten, totrediedele af alle relevante institutioner i Danmark tog dialogen op. Overraksende var det, at hundredvis af debatindlæg affødte debatkæder. Både blandt børn, forældre, bedsteforældre, pædagoger, kommunalt ansatte m.fl.

Ministeriet kom som ønsket i direkte kommunikation med borgerne. Og som ringe i vandet skabte projektet igangsætning af en landsdækkende debat om børns værdier helt ud i de enkelte kommuner.

Peter Gundelach lavede efterfølgende en omfattende opsamling af et traditionelt set uhørt stort svarmateriale. Dette skabte mulighed for at tappe den enorme vidensbank, som befolkningen er, uden den risiko for forvrængning og filtrering, som forud opstillede rammer kunne give. Svarmaterialet vidnede om, at målet om borgerne som meningstilkendegivere og ikke blot passivt publikum blev nået.

Forfatternes påstand er, at følger man spillereglerne – og er man udstyret med stærke nerver – kommer der noget originalt frem. Noget der ikke kan komme frem ved traditionelle metoder. ðMåske denne form for direkte kommunikation borger og ministerium imellem kan genskabe noget af borgernes engagement i politik.

Og til de stadig skeptiske: Den “rigtige” problemløsning på de bløde politikområder er ofte ganske enkelt den, borgeren udtrykker ønske om i en ægte dialog.

Borgeren er ganske på det rene med, at gode løsninger skal være økonomisk og praktisk forsvarlige. Så giv borgerne en reel chance for en direkte dialog ind i den politiske verden. Det kan måske i sidste ende koste mere at lade være!