I “Den digitale Darwinisme“ (forlaget Tiderne Skifter), der udkom kort før årtusindskiftet, fortæller Ole Grünbaum en lignelse:
Du har købt en ny bil. På leveringsdagen stiller en chauffør et antal kasser på fortovet, og da du undrer dig, forklarer han hovedrystende, at du selv skal installere den. Din flinke nabo, der heldigvis er autonørd, samler bilen for dig. Da du undrer dig over nogle store huller i bilens bund og at førersædet er omgivet af en reol med flere hundrede stykker værktøj, siger nabonørden, at det er for at du kan komme ned til gearkasse og kobling. Med dine hottools kan du installere en ny drivrem, mens du er ude på landevejen.
– Hvad er hottools?
– De muliggør plug-and-drive.
– Hvad er plug-and-drive?
– Ved du ikke det? skriger din nabo. Måske skulle du slet ikke køre bil. Plug-and-drive betyder, at du kan installere nye motordele med én hånd, mens du har den anden på rattet.
Det er kun i computerindustrien, man kan sælge apparater til folk og kræve af dem, at de er mekanikere. Microsofts programmer er lavet af nørder for nørder uden ret meget respekt for almindelige mennesker, fastslår Ole Grünbaum i sin teknisk-filosofisk-politiske udlægning af Charles Darwins evolutionsteori (“survival of the fittest“) i den digitale virkelighed, hvor antallet af klik afgør en internetaktivitets storhed eller fald.
I de kommende år vil der ganske givet blive forsket flittigt i de adfærdsændringer, som internettet indebærer. Nettet kan bruges til information, kommunikation, transaktion og distribution, og dets eksistens og udbredelse betyder med sikkerhed, at en masse mennesker foretager sig noget, som de ikke ville kunne have gjort uden netadgang. De går fra sofaskærm til skrivebord. Man bør også undersøge de tekniske uhelds negative indflydelse på brugernes gode humør og helbred.
Ole Grünbaum, søn af daværende finansminister Henry G., huskes af danskere +45 som ærkeprovoen i det såkaldte ungdomsoprørs våbenskjold. Hans biografi og bedrifter er der ikke plads til her, men for en halv snes år skrev han en underholdende selvbiografi under titlen “Du skal ud“ (Gyldendal 1988), som senanakister (og dem er der ikke så få af i reklamebranchen) kan have fornøjelse af. Siden blev han den første dagbladsjournalist med computere som speciale.
Lignelsen, der indleder denne spalte, er lægedom for den arme synder, der er kommet i computerklemme. Glad og fro sætter man sig til tastaturet og trykker på “send og hent“. Der går en evighed, hvor der ikke sker noget, og så popper der et skilt op med en gul advarselstrekant, som indeholder en ubrugelig teknologisk søforklaring.
– Prøv at slukke for maskinen, måske hjælper det, foreslår den venlige dame på web-hotellet efter 20 minutters hotline. Og jo, ganske mirakuløst, det virker.
– Hvad tror du, der var i vejen, Sofie – jeg tiltaler hende med fornavn for at mildne situationen, som er og bli’r pinlig.
– Det er jo ikke altid, man lige kan sige det, svarer Sofie.
Men man skal ikke tro, at slukning læger alle sår. Hver gang ens e-mail er gået ned, deporteres man til en øde ø. Man kan bruge sin tid på at ringe rundt og udbede sig diverse dokumenter pr. stenalderfax i pauserne mellem opringninger til web-hotel, telefonselskab og lokal leverandør, og når det endelig virker igen, føles det trygt. Nu er vi atter online med verden. Web, web, web – hurra! Man skal være taknemmelig for de gode dage, ligesom med alle andre sygdomme.
Computer-reklame handler naturligvis aldrig om de traumer, som legale systembrugere (der har betalt rundeligt) påføres gennem nedbrud af enhver art på såvel e-mail som andre funktioner. Når maskinerne og systemerne er syge, forplanter det sig til brugerne. Det går os på nerverne! Vi kræver enkle styresystemer, bredere televeje og konstant opkobling til en fornuftig pris. Vi forlanger fnugfri funktionalitet og vil skånselsløst….
Nå, nu virker e-mailen igen, men klokken er også 18:20. Så skal alle amatørerne, der belaster nettet til irritation for os professionelle, spise frikadeller. Jeg må hellere skynde mig at afslutte og sende.