Det er meget billigere at købe hus i dag end for et år siden.
Udsagnet baseres på en opgørelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening, der viser, at det i gennemsnit er blevet ca. 19 procent billigere. Et hus på 150 kvadratmeter vil i år koste ca. 64.000 kroner for det første år – mod næsten 79.000 kroner sidste år.
– Der kommer løbende mange nye udmeldinger om lånetyper, skatter, priser, rentefradrag med mere. Som køber kan man let få den opfattelse, at det er blevet dyrere at købe bolig. Men det er ingenlunde tilfældet, siger Troels Theill Eriksen, cheføkonom hos ejendomsmæglerne.
Centralt for køberne er det, at selve huset er blevet omkring 170.000 kroner billigere end i 2011. Selv om bankrenten er dyrere, så er det samlede banklån, man skal tage, blevet lavere.
Ritzau