De lokker, gør de – alle de mange reklamer.
Og så køber vi en hel masse ferierejser og fladskærme, vi slet ikke har råd til, og så får vi gæld, og så vil bankerne ikke låne os flere penge. Og så har vi den globale ballade.
Det mener i hvert fald et flertal af de amerikanske forbrugere ifølge en ny undersøgelse fra analyseinstituttet Harris Interactive.
Undersøgelsen er foretaget i marts-april i år, og den viser at 66 procent af amerikanerne mener, at bureauerne må bære en del af skylden for den globale krise.
Hele 33 procent mener endog, at det ene og alene, eller i overvejende grad, er bureauernes skyld.
Også medierne må bære en del af skylden, mener amerikanerne.
Tre ud af fem mener således at både printmedier og online-medier bærer en del af ansvaret for krisen. Det samme gælder for tv-nyheder og radio.
De ældre mest negative
Undersøgelsen viser desuden, at det er de ældre segmenter, der klandrer reklamebranchen og medierne for krisen.
Hos personer over 55 er det hele 75 procent, der mener, at det er bureauernes og mediernes skyld, mens tallet er 60 procent i aldersgruppen 18-34.
At medierne får skylden, er der ikke noget nyt i – men reklamebranchen ligger normalt ikke så højt i disse målinger, skriver analyseinstituttet.
Så kom ikke her og sig, at reklamer ikke virker…. 

Se hele undersøgelsen her.