Det er svært at kræve løntilbageholdenhed, når danskerne betaler dyrt for varerne, erkender en af erhvervslivets topfigurer.

– Begynder man systematisk at arbejde med, hvorfor det er så dyrt i Danmark, og sørger for at bringe omkostningerne ned, så vil det være nemmere senere at tage fat på løntilbageholdenhed, siger koncernchef Steen Riisgaard fra Novozymes, til Politiken.

Priserne i Danmark er angiveligt fem procent højere end i sammenlignelige lande, når der er taget højde for forskelle i moms, afgifter og velstand, viser en redegørelse fra Konkurrencestyrelsen.

Den peger også på, at en gennemsnitsdansker hvert år ville kunne spare 1.300 kroner, hvis priserne falder med et procentpoint.

– Der er ingen tvivl om, at når der er renset for afgifter, er den pris, der er tilbage, et udtryk for, at der er begrænset konkurrence i Danmark, siger vicedirektør Carsten Smidt fra Konkurrencestyrelsen til Politiken.

På trods af at konkurrenceredegørelser i flere år har peget på uforklarligt høje danske priser, er der ikke sket så meget, men nu lover erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) handling.

– Jeg er enig med Novozymes’ direktør i, at vi skal have styrket konkurrencen i det her land. Det vil både gavne forbrugere, virksomheder og konkurrenceevnen over for udlandet. Derfor kommer regeringen i løbet af efteråret med et udspil, der netop har skærpet konkurrence som formål, siger Ole Sohn.

 

Politiken