”Til skæg, ikke til grin”, lyder temaet i en ny kampagne for danske Shaver & Sons, der sælger barberskrabere og –blade på abonnement og dermed har taget kampen op mod det mægtige P&G-brand Gillette, der sidder tungt på markedet.

I dagens aviser er det fodboldikonet Allan Simonsen, der i helsidesannoncer i bl.a. MX og BT fortæller om dengang, han tog en fatal beslutning og sagde nej til at forlænge sin kontrakt med FC Barcelona.

Og, naturligvis, om alle de gange, han har betalt for meget for barberblade. Næste levende kendis i kampagnen er Oliver Bjerrehuus.

Selv om de er meget forskellige har den københavnske gadedreng og Danmarks bedste fodboldspiller gennem tiderne det til fælles, at de har følt sig til grin. Også fordi de har betalt for meget for barberblade.

– Ideen til Shaver & Sons opstod, fordi vi selv var frustrerede over prisen på barberblade. De fleste mænd – og for den sags skyld også mange kvinder – er irriterede over de vanvittige priser på barberblade, lyder det fra Jacob Kofoed, product manager for Shaver & Sons, i en pressemeddelelse. 

– Vi tænkte derfor, at det måtte kunne gøres billigere – og stadig i sublim kvalitet. Og det kunne så faktisk godt lade sig gøre, samtidig med at abonnementskonceptet gør det hele meget lettere for forbrugerne, fortsætter han.

Casper Janns, direktør for Integral, der har udviklet koncept og kampagne, supplerer:

– Vi skærer ind til kernen her. Kategoriens nr. 1 har i mange år kunnet få os til at føle os til grin, når vi har betalt helt urimelige summer for nogle banale barberblade, fordi der simpelthen ikke har været seriøs konkurrence på kvalitetsdelen af markedet. Vi minder sådan set bare forbrugerne om det, og kommunikerer at der nu er et rigtigt godt alternativ, siger han.