Hvad har stumfilm med mobiltelefoner og YouTube at gøre? Umiddelbart ikke så meget, men ifølge Michael Davis, Senior Vice President & Group Director Broadcast & Emerging Media hos DM-bureauet Draft i Chicago alligevel en hel masse.
Der er en lige linje fra verdens første narrative film ”The Great Train Robbery” fra 1903, over Charlie Chaplins eskapader til videoerne på YouTube. Teknologien bliver først interessant, når den gør det lettere at fortælle en historie, og overført til vores verden som markedsførere, så betyder det samtidig, at man aldrig skal blive for fascineret af teknologien, men altid huske at det stadigvæk er fortællingen, der er det centrale. Eller med Michael Davis ord: ”Don’t make it a click, make it a story”.
Efter Michael Davis fascinerende fortælling om fremtidens medier, forsøgte Markedsføring at få ham til at perspektivere sine tanker om fremtidens medier og implikationerne for markedsførere.
YouTube og Google er på alles læber. Hvad synes du om Googles køb, og hvordan påvirker det os som markedsførere?Umiddelbart mener jeg, at Google har gjort noget smart. Deres evne til at kategorisere millioner af informationsbider, vil blive en kæmpe fordel for YouTube, som derved bliver endnu mere relevant for det community, der bruger sitet. Det bliver lettere at dele sit liv og sine oplevelser med andre, og dermed knytte nogle bånd.
Jeg tror det ender med, at YouTube bliver en egentlig tv-station, hvor for eksempel masser af uafhængige spillefilm kan blive vist.
Jeg begyndte selv som filmskaber for 20 år siden, og jeg ville have ønsket, at jeg havde haft et medie som YouTube. Der er videoklip, der bliver set af op til 33 millioner mennesker. Det er jo helt vildt og en kæmpe mulighed for at få sine historier ud til mange mennesker uden de traditionelle distributionskanaler.
Og hvad betyder det for markedsførere?Der er allerede produkter og brands, der bliver eksponeret på YouTube og set af mange mennesker. Det begyndte med, at almindelige mennesker lavede sjove historier, hvor de brugte produkter, for eksempel de allerede berømte Coca-Cola Light og Mentos klip, men nu er masser af virksomheder begyndt at lægge videoer ud på nettet, som en del af deres viralstrategi.
Det handler om at ændre sin tankegang som markedsfører fra den traditionelle push-strategi til en pullstrategi, hvor folk selv vælger, det de vil have. Når folk vælger selv, så er der nok også en større sandsynlighed for, at påvirkningen fører til en handling, end hvis de bare modtager reklamen, som passive modtagere.
Kan man sige noget om, hvad der er godt indhold i de nye medier?Godt indhold er selvfølgelig altid subjektivt. Det er ikke alle, der elsker Charlie Chaplin lige så meget, som jeg gør.
Teknologi og indhold er nok lige vigtige i nogle af de nye medietyper. For eksempel, så skal mobilselskaberne være opmærksom på størrelsen af mobiltelefonernes skærme, når de laver indhold. De små skærme har betydning for, hvordan du fortæller historien.
Det betyder samtidig, at filmskaberne skal være innovative, og forstå at mobiltelefoner og tv bruges i forskellige situationer.
Mobilbrugerne kalder jeg snackers. De kigger på indhold i frokostpausen eller i små bider. Derfor kan programmerne ikke være for lange, max ½-1 time. På tv og på internettet kan man derimod sagtens have længere programmer, der er det til gengæld bredbånd, der kan være en forhindring. Internettet er i dag kun lig med et sort-hvid fjernsyn.
Hvad bliver den næste store ting?Jeg er særlig spændt på udviklingen af mobiltelefoner og interaktiv tv. I fremtiden har folk brug for minimum tre skærme. Den store biograf i hjemmet, computeren og så mobilen. Alle tr e steder bør man udvikle særlige fortællinger, som passer til skærmstørrelsen, brugersituationen og teknologien.
Men lige gyldig hvilken teknologi, vi taler om, så handler det stadig mest om indholdet. Og gode historiefortællere har vi mere brug for end nogensinde før.