Et nyt globalt netværk af marketing- og reklamebureauer har set dagens lys.
Det er det berømte New York-baserede bureau, Della Famina Rotchchild Jeary & Partners, den australske bureaukæde, COO’EE Network samt det europæiske netværk InterPartners, der har besluttet sig for at samle kræfterne. Det nye netværk vil blive samlet under InterPartners-brandet, der med globalt hovedkontor i Bruxelles får en samlet omsætning på mere end kr. 4.2 mia. og repræsentation i 25 lande.
Alle bureauer i netværket er karakteriseret ved at være mellemstore, ejerledede bureauer med både strategisk og kreativt fokus.
InterPartners skal i fremtiden løse strategiske og kreative cross border-opgaver for multi-market brands som eksempelvis Bayer, Pentax, BASF, Intermarché, EU, DaimlerChrysler, AT & T, Panasonic og endelig danske Vestas, der i det globale samarbejde repræsenteres af det danske InterPartners Bureau, Midt Marketing A/S som lead agency. Midt Marketing A/S har været medlem af InterPartners netværket gennem snart fire år efter et skift fra franske Publicis, der ikke levede op til Midt Marketings krav til intern kommunikation, service og samarbejde.