Det går den rigtige vej med danskernes kostvaner, men kosten er fortsat for fed og for sød. Det er konklusionen i en ny rapport om danskernes kostvaner. Rapporten kommer fra Danmarks Fødevareforskning. I rapporten fokuseres især på kostens indhold af næringsstoffer.
– Kostsammensætningen har udviklet sig positivt på en række punkter, men der er fortsat et stykke vej at gå, før kostanbefalingerne er nået , siger seniorrådgiver Niels Lyhne, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
Danskerne spiser generelt mere frugt og flere grøntsager. Det er en stærkt medvirkende årsag til, at indholdet af vitaminer og mineraler i kosten på nogen områder er blevet forbedret. En mindre stigning i brød og kornprodukter og et fald i forbruget af fedtstoffer trækker i samme retning. Men det trækker fra, at vi nu spiser mindre fisk og mere sukker og slik.
Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed tager undersøgelsens resultater til efterretning:
– Jeg er glad for, at befolkningen spiser mere frugt og grønt og mindre fedt. Det viser, at vores oplysningskampagner, der har fokuseret på disse to områder, har virket. Men det alt for høje sukkerindtag er meget bekymrende. Derfor følger vi udviklingen nøje, og vi har de senere år forstærket oplysningsindsatsen på dette område, siger familie- og forbrugerminister Lars Barfoed.