– Jeg magter det ikke, John-John, siger komikeren Linda P i en af sine mange sketches – en talemåde, som danskerne i stor stil har taget til sig.
Udtrykket kunne såmænd også sagtens komme fra de fleste ganske almindelige danskere, når talen falder på forsikring. For det er ikke altid så nemt at finde ud af, hvad friskadedækning egentlig er, og hvornår indboforsikringen dækker – og ikke dækker.
Det er den viden, man hos det norskejede forsikringsselskab Gjensidige har taget udgangspunkt i med en ny film-kampagne på nettet, som reklamebureauet Rosenstand & Kyllebæk og produktionsselskabet Onoffline står bag.
– Det er ikke en kendskabskampagne, det er mere en forståelseskampagne. Og ved at producere filmene til nettet fremfor at lave reklamefilm til tv, har vi kunnet gå mere i dybden og være mere ligefremme og usmarte, siger Joachim Rosenstand, partner og kreativ direktør hos Rosenstand & Kyllebæk.
Kampagnen består af fire film, en for hver af de større forsikringer – bil, hus, indbo og ejerskifte .
De medvirkende er typiske forsikringskunder, som fortæller om deres oplevelser med forsikringer på en måde, der er til at forstå.
Kommunikationschef Trine Andrup, Gjensidige, fortæller, at kampagnen tager udgangspunkt i en række analyser, som har peget på de ømme punkter. Altså nogle af de steder, hvor der typisk opstår misforståelser omkring dækning.
– Så det er ikke en brandingkampagne, men en mindre og mere lavpraktisk kampagne, som på en anderledes måde skal hjælpe forsikringskunderne – og ikke nødvendigvis kun vores egne kunder – med at forstå de emner, der erfaringsmæssigt kan volde problemer, forklarer hun.
Filmene ligger på selskabets egen hjemmeside og vil komme på Facebook i nærmeste fremtid, ligesom kampagnen også omfatter webbannere. Men de fire film vil ifølge Trine Andrup også blive brugt mere direkte.
– Hvis man bestiller et tilbud på fx en bilforsikring hos os, vil vi sende filmen, der handler om det emne, med ud i mailen med tilbuddet, siger hun.
Gjensidige i Danmark er en del af Gjensidige Forsikring ASA – Norges største og blandt Skandinaviens fire største skadeforsikringsselskaber. Koncernbureauet er norske Dinamo.