CBS har fået en ny æresdoktor. Han hedder Anders Moberg, og er født i Småland. Der gik han rundt uden egentlig at få gang i en uddannelse, mens Ingvar Kamprad kørte til og fra arbejde.
Kamprad kørte hen til Ikea, mens Moberg stablede brænde på et savværk.
Deres veje krydsedes, så at sige, da den knap 20-årige Anders Moberg fik job i Ikeas afdeling for kundeklager, og det var her, han grundlagde sin erhvervsfilosofi:
− Det er tankevækkende, at over 50 procent af forbrugerne mener, at virksomhederne enten negligerer dem, eller anser dem for et generende element. Det fra kundernes klager, vi lærer noget, sagde Anders Moberg og fortsatte:
− Hvorfor? Fordi hver eneste klagende kunde udgør toppen af isbjerget. Det ved vi, og hvis vi ikke gør noget ved det her og nu, risikerer forretningen at falde sammen.
Mangedoblede omsætninger
Den holdning tog Moberg med sig op gennem rækkerne i Ikea, da han som 36-årig CEO i 1986 overtog roret efter Ingvar Kamprad.
Det lykkedes at 8-doble omsætningen fra 1986-1999 i kraft af Ikeas internationale eksapansion, hvorefter han fortsatte karrieren som chef for Home Depot, USA’s svar på Silvan.
Også her blev kunderne sat i centrum, hvilket han i øvrigt fortsatte med, da han fra 2003 blev sat ind som redningsmand for den hollandske supermarkedskæde Ahold.
− Jeg bad mine 80 topchefer om at shoppe sammen med kunderne, så de fik en fornemmelse for, hvordan shopping egentlig foregår. De tænkte jo shopping i forhold til, hvordan de selv shopper. Og det kan enhver sige sig selv er forkert.
Så ved at købe ind sammen med husmødre og spise med almindelige familier, indgød Moberg sine chefer den fornødne respekt om det, daglig drift i virkeligheden handler om:
− Ved at opbygge stabile relationer til kunderne, sikrer man forretningen. Vi skal ganske enkelt give kunderne en rigtig god grund til at komme tilbage.
Anders Moberg griner, når man spørger ham, om han tror, der er raketvidenskab?
− Nej, det tror jeg ikke, men hvis det er så simpelt, hvorfor er der ikke flere, der bygger virksomheden omkring denne enkle pointe?
Rettidig vækst
Hvis kundefokus er hans vigtigste læresætning, er sparsommelighed og ”vækst med fornuft” en anden. Anders Moberg slog i går fast, at han anså krisen i 2009 for at være en gave til mange virksomheder.
De hurtige penge baseret på lemfældig kreditgivning er ikke lige hans kop te.
− Jeg har lært af Ingvar Kamprad, at banker ikke er vore venner, og at det er bedst, hvis vi vokser med udgangspunkt i egen kapital.
Heller ikke det kan man være uenig i. For som Anders Moberg sluttede med at citere sin mentor Kamprad for:
− Vi tror på simplicity. Ikea må aldrig skabe en kompliceret løsning.
Anders Moberg er naturligvis knyttet til CBS, fordi han har gjort en fantastisk flot karriere, men også for at knytte praktikerne fra virksomhederne og akademikerne tættere sammen.