Advices initiativer, der har set dages lys i kølvandet på Falck-sagen, bliver mødt med anerkendelse og respekt.

– Advice er et af de førende bureauer i Danmark, og jeg synes, at det her kalder på respekt. Det bør inspirere andre, og alle bureauer bør overveje, om der er noget af det, som kan bruges, siger Kresten Schultz Jørgensen, der er medlem af Kreativitet & Kommunikations bestyrelse og talsmand for PR- og PA-branchen.

Efter Falck-skandalen, der rullede sidste år, iværksatte Advice en intern undersøgelse af 3.544 fakturerbare projekter for 488 forskellige kunder i perioden 2016 til medio februar 2019. Derudover er alle projekter, hvor den Advice-direktør, der havde ansvaret for Falck-sagen, har været kundeansvarlig igennem 10 år blevet undersøgt. 

Bureauet har desuden indført systemer, som blandt andet betyder, at nyansatte køres igennem et onboarding-forløb, hvor de bliver skolet i regler og de etiske retningslinjer fra maj 2019. 

Derudover orienterer bureauet kunder om, hvilke spilleregler man følger, alle sager bliver screenet fra begyndelsen, man har udnævnt en Risk Manager – COO Mikkel Havelund – og bureauet har indført en whistleblower-ordning. 

Efterfølgende har et panel, nedsat af Advice, med Jens Otto Kjær Hansen, der er tidligere rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, i spidsen blåstemplet bureauet:

– Du kan sige, at vi blåstempler Advice, fordi bureauet har indført nye governance-systemer, som vi har testet – og som vi kan konstatere virker. Vi har tjekket det, man kan. Vi kan ikke garantere noget, men vi kan sige med sikkerhed i stemmen, at vi er overbeviste om, at der ikke kommer en ny Falck-sag hos Advice, har Jens Otto Kjær Hansen tidligere sagt til Markedsføring.

Bureaukrati

Kresten Schultz Jørgensen opfordrer altså branchen til at lade sig inspirere, men han mener ikke, at det vil give mening at ophøje Advices initiativer til lov i branchen:

– Det, der passer i Advice, passer ikke nødvendigvis hos andre. Advice er et meget stort bureau, og store systemer kan meget nemt føre til meget bureaukrati, og det her kan være noget af en omgang for små bureauer, siger han og fortsætter:

– Men det er vigtigt, at de enkelte bureauer definerer deres egne regler og kriterier. Og jeg vil gerne sige, at jeg har stor respekt for det, Advice har lært og gjort.

Kresten Schultz Jørgensen peger på, at Falck-sagen har affødt især to diskussioner i branchen. Den ene handler om ledelse – og hvordan man driver sit bureau eller virksomhed – mens den anden handler om, hvordan kommunikationsfaget bliver bedrevet.

– På den måde har sagen været nyttig, siger han.

Advice har indført en whistleblower-ordning, og Jens Otto Kjær Hansen efterlyser en ordning, der går på tværs af branchen. Hvad tænker du om det?

– Man skal passe på med at oprette anonyme klageinstanser, og det er i hvert fald noget, som vi skal tale om i Kreakom først. Men alle gode ideer er velkomne, siger Kresten Schultz Jørgensen.

Markedsføring bringer fredag et interview med Advice-CEO Espen Højlund.