På mandag går Det Kongelige Teater på TV2 med en 60 sekunders reklamefilm, der bliver den eksterne markering af teatrets nye kommunikationsstrategi. Og det er ikke et kort burst, teatret fyrer af. Kampagnen skal køre i mindst et år med det hovedsigte at tale til nye kunder, og ikke kun til det frelste publikum.
– I 2008 stod teatret i den situation, at vi havde fået et nyt skuespilhus, ny bestyrelse og ny ledelse. Men dermed også god grund til at gennemtænke teatrets kommunikationsstrategi. Og den nye strategi handler i virkeligheden om det mest basale i den levende scenekunst – nemlig de udøvende kunstnere, siger kommunikationschef Eva Hein fra Det Kongelige Teater.
Mensch har været bureau på opgaven, og filmen kan allerede nu ses
her, hvis man ikke kan vente til mandag.
Det er jo substans og kvalitet, I nu kommunikerer, og filmen viser vel i virkeligheden Det Kongelige Teaters suveræne muskler?
– Det kan du godt sige. Vi har nok været for fokuserede på mursten, flytning og etablering af nye huse, fortsætter Eva Hein. ”På den korte formel kommunikerer vi inspiration, lyst, magi og det vi er fælles om, snarere end forandringsprocesser. Vi har sandsynligvis taget kunstnernes talent og enestående kvaliteter for givet, og det har desværre betydet, at det fornemme indhold, vi leverer, har været forsømt.
Prøv at uddyb forskellen på kommunikationen i forhold til tidligere?
– Vi har kommunikeret ad hoc om fire kunstarter, tre huse og 60 premierer årligt. Resultatet har desværre været fragmenteret kommunikation, og resultatet har været, at vi talte til de allerede involverede. Nu vil vi gerne brede budskabet om vore kvaliteter ud til nye kunder, og det er præcis det, filmen lykkes med, synes vi selv, slutter Eva Hein.